F1 2001
Sidste års Formel 1 spil fra EA Sports var en positiv overraskelse. Men i år er der ét eller andet galt.
Jeg må nok erkende, at en god F1 simulator er det tætteste, jeg nogensinde kommer en rigtig formelræser. Derfor var jeg ekstra glad, da EA Sports sidste år begyndte at udgive deres F1-serie. For når EA Sports først tager fat i en sportsgren, plejer de at blive bedre og bedre.
Giv mig min bil NU!
Det første møde med F1 2001 var dog umiddelbart lidt skuffende. Det viste sig, at man ikke sådan liiige kunne få lov til at køre et helt grand prix. For at få lov til det, skal man nemlig have gennemført en hel masse prøver. Du skal i første omgang vise, at du kan håndtere bilens grundlæggende egenskaber: Bremse, starte, dreje osv. En del af en af de 17 F1-bane skal køres igennem på tid, og alt efter hvor hurtigt du klarer det, får du en guld/sølv eller bronzemedalje (ligesom i GT3).
Det store kort
Men dette giver dig blot lov til at melde dig til at enkelt grand prix. Vil du have hele affæren med alle 17 løb, skal du igennem meget mere. Der er faktisk ikke det, du ikke skal kunne. Du skal lære at klare dig med de forkerte dæk f.eks. tørvejrsdæk i regn, bremse og dreje med fulde og tomme tanke, klare dig hjem til pitten med en motor, der er ved at brænde sammen, men klarer du alle prøverne, får du også alle detaljer med som skiftende vejr, motorfejl, pitstop, straffe og meget mere. Men først må du altså lige sætte nogle timer af til at bestå prøverne. Efter at have slået mig til tåls med disse udsigter, og brugt et par hyggelige timer, var jeg endelig klar til en sæson, og jeg må indrømme, at idéen om kørekort er alle pengene værd. Man får i hvert fald meget mere indsigt i en F1-køres mange overvejelser.
Stoltheden skred i svinget
Da jeg ikke er helt grøn i forhold til F1-spil og har spillet GT3 hele sommeren, vælger jeg optimistisk mellemniveau for modstandernes kørerevner (i virkeligheden tror jeg stadig, at jeg er lidt bedre end middel, men for at styrke moralen vil jeg lige vinde et mesterskab, før jeg tager det sværeste niveau).
Men ak, jeg halser bagefter. Som Michael Schumacher er mine tider i kvalifikationen 15 sekunder efter den bedste og 8 sekunder efter den næstdårligste. På den måde ydmyget starter jeg som nummer 22 og bagerst i feltet i årets første - Australiens - Grand Prix. Efter at have kæmpet mig op i starten som nummer 19, betyder en kørefejl på anden omgang, at jeg igen ligger som bundprop, og da jeg halvvejs inde i løbet ikke kommer i pit, da regnen begynder at sile ned, skrider jeg hurtigt ud i et sving og får smadret min bil. Men så er det godt at vide, at der stadig er 16 løb, hvor jeg kan få oprejsning.
