Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Die Hard: Nakatomi Plaza

Die Hard - Nakatomi Plaza

Die Hard - Nakatomi Plaza viser kun glimtvis hvad spillet kunne have opnået, hvis blot der var taget bedre hånd om projektet.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Jeg har et stort og svagt punkt for Bruce Willis. Som action-helt står - eller stod - han for en perfekt blanding af bekymret helt med hjertet på rette sted og en befriende sort humor. Jeg har simpelt hen ikke tal på, hvor mange gange han har skullet hente sin kone Holly i Nakatomi Plaza - på min video. Så det har været med en blanding af forventningens glæde og bange anelser, at Sierra’s Die Hard - Nakatomi Plaza blev lagt til rette på min harddisk.

HQ

Loyalt - og alligevel
Spillet følger handlingen i den første Die Hard rimeligt loyalt, dog med en række drejninger. Vi er nok igen i selskab med John og hans kone, Sgt. Al Powell, chaufføren Argyle og ikke mindst skurken Hans Gruber. Men Piranha Studios har føjet nye sekvenser til handlingen, f.eks. skal John en tur igennem en kloak, ligesom han skal eskortere et SWAT-team gennem Nakatomi-bygningen. De nye elementer kunne have givet lige præcis dét pift til handlingen, som får inkarnerede Die Hard-fans til at hænge på, men resultatet er desværre det stik modsatte. Spilles afbrydes jævnligt af cutscenes, som har til hensigt at uddybe filmens scener og give spilleren et vink om retningen i spillet. Desværre er disse scener hverken interessante, spændende - eller særligt relevante for spillets drive. Han ringer på et tidspunkt til den sorte betjent Al Powell med besked om, at Nakatomi-bygningen er besat et omkring et dusin skurke, og at han allerede har gjort det af med et par af dem. Alligevel vrimler det med adskillige dusin skurke. John McClane råder derfor faktisk kun over én virksom taktik: at skyde vildt om sig.

Stemning sat på stand by
Det er så pokkers afgørende for spiloplevelsen i en first person shooter, at stemningen er i orden. Grafik, kamerastyring, musik, lydeffekter osv. skal gå op i en helhed. I Die Hard - Nakatomi Plaza kikser oplevelsen allerede i den første scene, hvor John McClane på et badeværelse hører, at deltagerne i juleselskabet hos Nakatomi-selskabet bliver taget som gidsler. Grafikken er groft og kedeligt tegnet, med grumsede textures i omgivelserne.

Die Hard - Nakatomi er baseret på den seneste LithTech 3D-engine, om end det kan være svært at tro, at samme engine kan præstere det visuelle udtryk i spil som No One Lives Forever. Både modstandere og omgivelser mangler så udpræget karakter. Dertil kommer, at den kunstige intelligens langt fra er konsekvent. Hvor McClane i mange scener bliver spottet og beskudt med irriterende udsøgt præcision, kan han i andre luske alt andet end lydløst over en gang, uden at blive opdaget af de skurke, der står med ryggen til, for enden af gangen. McClane råder i filmen over blot en Beretta og en MP5-maskinpistol, som han får fat i efter at have uskadeliggjort den hidtidige ejermand. Spillet føjer en række nye våben til McClanes arsenal, men da det samtidig ikke ligefrem flyder med ammunition rundt på gangene, ender han alligevel for det meste med at bruge sin MP5.

Lyd til bundkarakter
I spillets introsekvens bliver der trukket alvorligt på filmen. Herligt, tænker man, det lægger op til en loyal gengivelse af filmen. Men da John McClane første gang åbner munden, ryger forventningerne i kulkælderen, for det er ikke Bruce Willis, der lægger stemme til. Ordene er rigtige, men stemmens karakter er helt forkert. Der er gjort en ihærdig indsats for i det mindste at få stemmerne til at ligne, men i stedet ender de som karakturer, som f.eks. Nakatomi-selskabets leder, Takagi. Lydeffekterne er knap så katastrofale, om end de fleste våben lyder som de bliver affyret gennem et tykt lag af dyner.

Dette er en annonce:

Vi er derfor derhenne, hvor skuffelsen er ved at vokse sig så stor, at den næsten ikke er til at bære. Jeg skal ikke afvise, at spillere, der ikke kender det fjerneste til Die Hard-filmene - hvor få spillere, der end må være tale om ... - kan have et par fornøjelige timer. Der er bare det, at spillets grundlæggende koncept er at lægge sig op af filmene, og hér må jeg stå af. Die Hard - Nakatomi Plaza er en regulær skuffelse.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Atter i selskab med John McClane, en maskinpistol og masser af skurke.
-
Grafik og gameplay af i går – og hvem fa’n lægger dog stemme til John McClane i stedet for Bruce Willis?
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold