Gothic II

Man forventer sig generelt ikke de store sager fra vore ølkrus svingende og bratwurstspisende naboer mod syd, men tyske Piranha Bytes overraskede i 2001 med det dystre Gothic og nu har de til mange rollespilsnørders glæde smækket en efterfølger på gaden. Lad os med det samme slå fast, at kunne man lide etteren så vil toeren også falde i ens smag for Gothic II er ikke bare mere af den samme slags kvalitetsunderholdning, det indeholder også forbedringer på mange af de punkter man fandt irriterende i etteren.

Toeren starter hvor etteren sluttede lige efter at barrieren er brudt og The Sleeper er slået ihjel. Man vågner og i Necromanceren Xardas tårn og denne forklarer hvorledes han har reddet en fra den sikre død, men prisen har været store dele af ens hukommelse og derfor er man nu nødt til at lære alting forfra. Således giver Piranha Bytes en plausibel forklaring på hvorfor man ikke bare starter ud med en superhelt fra starten. Efter en kort introduktion til spillets plot givet af Xardos og med udgangspunkt i etterens slutning, begynder ens vandring ud i vildnisset for at advare borgerne i den nærmeste by, Khorinos, om en overhængende trussel fra lurende drager.

Dette er ikke bare begyndelsen på fortællingen, dette er også starten på et fantastisk virtuelt sanseeventyr, der vil erobre ens fokus fra den virkelige verden. Grafikken i Gothic II er naturligvis langt bedre end etterens præstationer, men den når så absolut ikke op på siden af f.eks. Morrowwind nærmest blærerøvsagtige visuelle udskejelser. Dog har Gothic II en anden force, alting er utroligt gennemført. Således har Jowood ikke bare hældt tusind fisk af samme udseende i havet, men vandede rummer flere forskellige gællede arter, det virker f.eks. ret fantastisk at dykke rundt i havnen udenfor Khorinos og pludselig spærres solens stråler af en gigantisk rokke, der svømmer forbi over dig, det kan godt få en til at glemme ens begrænsede mængde ilt, så man nærmest lider druknedøden af glad forundring. Også vejrets skiften giver anledning til begejstring, for selv om regnvejr normalt ikke er undertegnedes kop the, så er der noget uendeligt hyggeligt i at sidde i en varm krostue og se regnen sile ned udenfor og lytte til tordenskraldende, det virker så livagtigt, at man til tider griber sig selv i at fare sammen, når lynene glimtende oplyser natten. Også måden hvorpå regnen rammer overflader virker meget virkelighedstro og skaber en illusion om, at det virkelig regner.

Når jeg nu er færdig med at skamrose den grafiske helhed, så bør det påpeges, at der også kan findes mange kritisable punkter når talen falder på grafikken. Figurerne er desværre ret kantede at se på og visse flader, heriblandt bodernes varedisplay, virker meget flade og livløse, men dette er småting i forhold til den overordnede oplevelse. Nu lovede jeg jo et sanseeventyr og det kan ikke opfyldes uden en lydside og denne er i Gothic II på mange områder intet mindre end fabelagtig. Jeg har nævnt den fantastiske følelse af ægthed, man oplever når det regner, dette er naturligvis også understøttet af lydeffekterne, der rammer lyden af silende regn perfekt, men et langt mere effektivt eksempel på lydeffekternes indflydelse på spiloplevelsen får man når man første gang ræser rundt i en bælgmørk skov og kan høre alle dyrene og monstrenes lyde rundt om sig. Dyr, der skraber i skovbunden ganske nær uden, at man kan se dem. Det er ganske enkelt svært ikke at blive paranoid og ikke siden Halflife har jeg oplevet en sådan følelse af konstant at blive holdt øje med og forfulgt. Havde det været helt gennemført, så man engang imellem kunne se nogle store gule øjne stirre ondt på en fra skovens mulm og mørke, så havde jeg været klar til indlæggelse.

Underlægningsmusikken er ret anonym, men virker ganske fint i og med den aldrig bliver påtrængende, men hele tiden holder sig pænt i baggrunden og kun understreger spillets stemning i stedet for aggressivt at pådutte spilleren en bestemt følelse. Som med den grafiske side er der dog også på lydsiden skår i glæden. Alle npc har fået egne stemmer, hvilket er en gennemgående fed ide, da det øger autenciteten og fjerner de romaner af intetsigende samtaler, man nogle gange tvinges ud i at skulle gennemtærske i andre rollespil. Problemet i Gothic II, er trods alle gode intentioner, at man af uransagelige årsager har valgt at bruge stemmer, der lader til at være førsteårselever fra skuespillerskolen. Folk, der stadig øver sig på at trække vejret dybt ved hvert punktum. Dette gør det ulideligt at høre på de mange samtaler, som man trækkes igennem og mange gange sider man og længes efter tekstede samtaler, fordi man så ikke ville være nødsaget til at høre endnu en NPC fremstønne sin mere eller mindre interessante samtale.

Ud over denne klage, som man kan lære at leve med, fordi spillet er utroligt godt, så er det hyggeligt at vade rundt i en by og høre folks samtaler, som foregår fuldstændigt uafhængigt af om man deltager eller ej. Det skaber en dejlig stemning, der kunne have været federe hvis der havde været mere talent bag indtalingerne, men som ikke desto mindre er ret unik for Gothic serien. Samtaler er ikke det eneste npc’erne fører uafhængigt af spilleren, faktisk har de et ret kompliceret hverdagsliv. I Gothic stod folk op om morgenen og gik i seng om aftenen, i Gothic II er dette udvidet, folk har stadig en døgnrutine, men nu besøger de også byens kro, eller sætter sig på gaden og ryger vandpibe, man kan også opleve grupper af mennesker stående fordybet i samtale og selv om man stadig godt kunne ønske sig mere diversitet i NPC’ernes hverdagsrutiner så er det meget stemningsskabende, at se folk gå til og fra deres daglige pligter og fornøjelser.

Gothic II er et spil, der på mange områder forsøger at være virkelighedstro og dette giver også udslag i, at man stort set kan interagere med alt i verdenen. Således kan man selv stege sit kød på komfuret hvis man har en pande (og dermed opnå en dejlig bonus i form af at kødet giver dobbelt så mange hp når det spises) og hvis man finder en dejlig blød lænestol foran en varm kamin, så kan man sætte sig og glemme vejens strabadser for en stund. Nogle vil kalde det gimmicks, men jeg kan ikke lade være med at finde det fascinerende og igen mener jeg, at det tilføjer noget til helheden, der får spillet til at virke mere gennemført.

Historien var det, der bevarede mange spilleres interesse i Gothic på trods af ubehjælpsom styring og middelmådig grafik og historien er da også Gothic II’s store gulerod for kommende spillere. Den er interessant og velfortalt og lang nok til at være investeringen værd. Derudover er der et væld af sidequest, som gør, at man kan strække spillet endnu længere. For mange af de, der opgav Gothic på grund dens mærkelige keyboardopsætning, vil det komme som en glædelig nyhed, at der nu er mulighed for at bruge stort set hvilke taster man ønsker, samtidig er det blevet lidt nemmere at kæmpe selv om kameravinklen godt kan drille engang imellem. Faktisk ser det alt i alt ud til at Piranha Bytes har lyttet til kritikken af Gothic og gjort noget for at udbedre de kritiske punkter. Her bør det dog nævnes at kampene stadig kan forekomme urimeligt svære lige i starten, men igen er det jo blot et spørgsmål om at kende sine begrænsninger og ikke gabe over mere end man kan tygge. Gothic II er ikke et spil hvor man kan slå hjernen fra og uhæmmet slagte løs til højre og venstre, er det den salgs spil man leder efter må man finde sin støvede Diablo II æske frem igen, men er man allergisk over for støv og til strategiske kampe, en historie der holder, samt en oplevelse for hele sanseregisteret (jaja, overdrivelse fremmer forståelsen) så er Gothic II helt klart værd at prøve.