Panzer Dragoon Orta er på gaden fra d. 21. marts år 2003
Da Sega gennem Team Andromeda i 1995 gav deres Saturn kunstigt åndebræt med det fremragende Panzer Dragoon, satte de et komma i spiludviklingens historie. I noget der nærmest må karakteriseres som en æstetisk oplevelse, bevægede man sig på drageryg gennem futurisk stilistiske landskaber. Originalen affødte to yderst populære opfølgere inden Saturns endelige knæfald. Nu vender eventyret imidlertid retur. Microsofts potente muskelbundt er platformen, hvorfra ordet skal spredes. På tværs af Segas mange udviklingshold, er flere af de originale kreatører samlet. Resultatet er en åndelig nydelse, der i stråler i alt sin enkelthed.
Vi befinder os i en postapokalyptisk verden. Den tyranniserede befolkning lever i skyggen fra mørkets enevælde. De få steder hvor oprøret ulmer, fyldes himlen af de genetiske Dragonmares. Giger-inspirerede dræbere, der bedst karakteriseres som en morbid krydsning af Aliens og mytologiens drager. Tusindvis strømmer de ud fra de enorme luftskibe. Der anonymt repræsenterer ondskabets rige. Midt i denne malstrøm befinder Orta sig. En yndig pige, der gemmer på verdens frihed.
I selskab med Orta, og hendes trofaste selvopofrende drage, slippes fantasien løs over ti sindsoprivende baner. I et psykodelisk univers flyder vi gennem et kalejdoskop af betagende landskaber. Nærmest for hvert øjeblink skifter linsen fokus, og nye fascinationer tager fat. Ført af skæbnens hånd gelejdes vi ad en prædefineret rute gennem omgivelserne. Dragen svæver af sted i majestætisk pragt, mens Orta blot skal tænke på at undvige samt nedskyde sværme af fjender. I en teknisk pragtpræstation serveres retterne i et inferno smurt i olie. Dette er en titel, der virkeligt trækker på maskinens kapaciteter. I fascination lader man sig betage af alle de grafiske effekter, der fryder øjet såvel som sindet.
Panzer Dragoon Orta er lineært i sin opbygning. I stil med de klassiske shoot’em’ups forlader man sig på den automatiske fremdrift. Det koncentrerer din energi på elimineringen af alt bevægeligt. Med et konstant 360 graders flow af fjender både på jorden og i luften, er dette dog også højest nødvendigt. På dragens ryg tilbydes du fuld bevægelighed. Med lidt tilvænning cirkler du selv rundt i lynhurtig harmoni. Samtidig med at du drejer rundt følger dragen sit eget bevægelsesmønster. Dette resulterer ofte i en herlig rutschetur af flere modsatrettede simultane bevægelser. Forestil dig pludselig at dykke ret ned, samtidig med at du drejer rundt, og forsøger at fokusere på fjender, der strømmer ind fra siderne. En overvældende medrivende oplevelse.
Selv om der umiddelbart er satset på kvantitativ overvældelse, så spiller taktik også en vigtig rolle. Dragen antager nemlig tre forskellige skikkelser, hvilke er mere eller mindre offensivt baseret. Forskellene grunder i tyngden af ildkraft og agilitet. Du finder hurtigt ud af, at det er væsentligt, at benytte den rette form til det rette tidspunkt. Nogle gange er det væsentligt, at skyde og bevæge sig hurtigt. Mens simpel styrke er løsningen i andre situationer. I et hektisk miljø er sekunderne kostbare, og dine beslutninger skal helst ske intuitivt. Du har ligeledes mulighed for, enten at foretage et fremadrettet kraftspring eller en voldsom opbremsning. Dette er en nødvendighed, når du skal cirkulere fjender for at komme i en mere gunstig position. Især de yderst originale bossfigurer kræver denne fremgangsmetode. Det vækker slumrende spilleegenskaber, når man skal gennemskue modstandernes bevægelsesmønstre.
Netop de nærmest transcendente bosser er et nærmere studie værd. I et slående grafisk vælde eksploderer skærmen i et adrenalinsus ud over det sædvanlige. Dette uanset om det er en laserspyende gigant, svævende kæmperokker eller flokke af dragonmares. Kampene er udfordrende på kanten til det utaknemmelige, men dog aldrig uoverkommelige. Lige når du har gennemskuet det ene bevægelsesmønster skifter begivenhederne karakter, og du skal starte forfra. Nogle gange er der sågar smidt to sataner ind i succession. Så den ene fjende fjernes fra himlen, blot for at afløses af en endnu værre krabat. Det skriger til himlen i uretfærdighed, men varmer om hjertet i selvtilfredshed, når sejren er opnået.
Desværre er det hele alt for hurtigt overstået. På trods af den udfordrende sværhedsgrad, så vil hele herligheden være overstået efter en 5-6 timer. Lidt af et antiklimaks. Alle banerne måler dog din fremfærd, og bedømmer den hårdt men retfærdigt. Dette åbner op for genspilsværdi, da man konstant kan forbedre sin bedrift en anelse. Yderligere underholdning gemmer der sig i Pandoras æske. Her åbnes der for nye features ved din fremfærd. Der er sågar mulighed for gensyn med hele det originale Panzer Dragoon - et herligt træk. Panzer Dragoon Orta skal opfattes som en æstetisk nydelse, og som sådan excellerer det. En sublim visuel front pakkes blødt ind i soniske vibrationer. En ren teknisk salighed.