Steel Battalion

Steel Battalion er ikke blot et spil - det er en unik interaktiv oplevelse. Med en overvældende fokus på helhedsoplevelsen begraves man i voluminøst elektronisk udstyr. Man lader sig nærmest henføre til grillbarens fritureindhyllede lokaler, mens man sætter monsteret op. 40 knapper, to håndtag og tre pedaler er fremstillet blot for at assistere denne kolos på lerfødder. Med pengepungen to kilo lettere er spørgsmålet, om resultatet isoleret set er pengene værd.

Omgivet af et drømmelandskab af blinkende dioder træder vi ind i et geopolitisk kaos. Verden er flænset af dybe ideologiske furer, og aggression synes det eneste brugbare argument. Som purung pilot hos Pacific Rim kastes du og din vertikale tank - mech - direkte i helvedes flammer. Med blæksprutteegenskaber betjenes kontrollen, og dyret vågner op til dåd. Subwooferen spiller trofast op til leg, mens giganternes mødes i intim dødedans. De dumpe drøn fra de tonstunge fødder brager gennem lokalet, mens flimrende indikatorer forsøger at guide dig.

Historien præsenteres gennem nogle lidt tynde sekvenser befolket af todimensionelle figurer. På bedste militærjargon væltes overspillet over i det humoristiske. Plottet agerer også blot skalkeskjul for en mandlig hormonel eksplosion. Langsomt synker man ned i overdrevets dynd, og hænger uhjælpeligt fast gennem en virtuel karruseltur. Virvaret af knapper dækker over et imponerende væld af valgmuligheder. Alt lige fra visirviskere over brandslukningsudstyr aktiveres i en fingerbevægelse. Selv om der for mestendels er tale om decideret lir, så hjælper det alt sammen til en sammentømret oplevelse. Alene opstarten af bæstet kræver otte knappers involvering. I længden bliver det dog lidt for tungt, og det ville være rart, at kunne slå de lidt tidskrævende trykkesekvenser fra.

Udsynet er begrænset til omkring halvdelen af skærmen, resten er forbeholdt statisk gengivelse af maskinens indre. Selv om det selvfølgelig er i realismens navn, så virker det noget hæmmende. Dette gør sig især gældende på mindre skærme. Faktisk vil jeg vurdere, at det på alt under 32" decideret trækker ned i den samlede oplevelse. Har du til gengæld en tilpas visuel flade til rådighed, så fungerer det fint. Man gribes nærmest af et element af paranoia, grundet de tunge omstændige bevægelser. Fanges man pludselig i krydsild, så kræver det manøvremæssig spidsfindighed at kante sig ud af det. Fornemmelsen af den enorme vægt er godt fanget, og man kan hurtigt finde sig tumlende på jorden grundet et overoptimistisk udfald.

Sværhedsgraden er konsekvent godt skruet op, det tager tid at blive en kampmæssig maestro. Faktisk vil de første mange missioner ende i nedværdigende nederlag. Ofte når man end ikke at danne sig et overblik, før man er en hund i et spil kegler. Øvelse gør dog i høj grad mester, og langsomt kommer man ind på livet af titlen. Det viser sig, at midt i det hidsige inferno af eksplosioner gemmer der sig et taktisk spil. Man skal nærmest blive ét med sin VT - kende alle dens styrker og svagheder. Herefter åbner nye facetter sig, og kampene bliver langt mere underholdende. Dette er ingenlunde en run & gun titel. Følelsen af succes er så meget større her. Tilfredsheden stråler, når man behændigt udløser et fremadrettet spring, drejer maskinens overkrop og i potent udløsning spyer maskinkanonens ladning i boven på en anden mech.

Illusionen af at befinde sig midt på en slagmark forsøges gengivet ved et væld af såvel fjendtlige som allierede tropper. Sidstnævnte skulle gerne assistere dig i din færd, men grundet en understimuleret AI ender de nærmest med det modsatte. I bedste infantile stil hænger de konstant fast i omgivelserne. Derfor skal du såvel bekæmpe modstandere samtidig med, at du befrier dine allierede. Irritationsmomentet er slående, og man ender med at overlade fjolserne til en grum skæbne. En anden mindre ting er, at du har meget begrænset ammunition. Dette giver helt sikkert titlen et yderligere taktisk præg, da nogle modstandere kun kan ordnes med dit tunge skyts. På den anden side gør det også, at din ravagering begrænses. Hvad nytte har man af alt den styrke, hvis man ikke kan ondulere nogle bygninger?

Gennem dit eget unikke panoramavindue gribes man dog af begivenhederne. Har man den nødvendige tålmodighed, så gemmer der sig mange gode timers underholdning i Steel Battalion. Den audiovisuelle front er langt hen af vejen med til at understøtte oplevelsen. Især den kraftfulde lydside er en ren fornøjelse. Med det rette surround anlæg boltrer man sig i altomspændende kampstøj. Grafikken er en lidt mere blandet fornøjelse. Animeringen af figurerne er utrolig detaljeret, men samtidig er teksturerne noget slørede og grovkornede. Dertil så er draw-distance alt for kort - hvilket blot gør forvirringen endnu større. Det er svært decideret at retfærdiggøre et køb af pakken. Motivationen skal udelukkende være et brændende ønske om en oplevelse ud over det sædvanlige - koste hvad det vil.