Splinter Cell: Pandora Tomorrow

Splinter Cell: Pandora Tomorrow er på gaden d. 26. marts til Xbox

Det oprindelige Splinter Cell var mildest talt en dundrende succes. Titlen, der var udviklet af Ubisoft Montreal, sneg sig ind fra skyggerne og henrykkede såvel presse som publikum. Den snu Sam Fisher viste sig som alle tiders actionhelt, som i et hektisk inferno af lys og skygger løste verdens overhængende problemer. Titlen var så uhyre fuldendt som snigerspil, fordi det lykkedes at give et glimrende samspil mellem udnyttelse af omgivelser og implementering af superseje gadgets. Selv om gamere skreg i såvel frustration som desperation over den utaknemmelige sværhedsgrad, så blev man holdt fast i dette betagende skue. Nu er Sam Fisher tilbage, og han er i forrygende form. Ubisoft Shanghai sidder denne gang bag udviklingsroret, og de har gjort et glimrende stykke arbejde.

Vi kaster igen anker i en grå, desillusioneret verden, hvor vi bevæger os om bag dagligdagens papirtynde beskyttende hinde. Proletariatet lever i lykkelig uvidenhed om internationale terroristslanger, der langsomt vrider sig gennem det etablerede samfund. NSA er naturligvis på sagen og sørger for at hugge mod bæstet med det mange hoveder, hver gang det titter frem. Sam Fisher fra specialstyrken Third Echelon er tilbage som den mystiske hovedperson, der har talenter ud over det sædvanlige. Et gribende plot trækker ham gennem Paris, Los Angeles, Jakarta, Dili og Jerusalem i jagten på den af korruption gennemsyrede junta-leder Suhadi Sadona. Øst Timor er det betændte knudepunktet, hvor problemernes pus strømmer ud fra. Man er selv svaret på et komplekst spørgsmål, som kræver omtanke, tålmodighed og nerver af stål.

Vi kommer lidt ind under beskyttelsesvesten på den tavse dræber, mens dobbeltspil, intriger og bakteriologiske våben spiller førsteviolin. Følelsesmæssige lag skrælles af uden at omvende begivenhederne til doku-soap og afslører brudstykker af manden i skyggerne. Alle de gamle trick er fundet frem fra værktøjskassen, og nye remedier er stoppet i hullerne. Ganske imponerende er repertoiret blevet udvidet - ikke blot med kosmetiske, men også brugbare tiltag. Den atletiske hovedperson er blevet endnu mere føjelig, hvilket giver lidt ekstra finesse til det gameplaymæssige flow.

Nu nøjes man eksempelvis ikke blot med at lave et splitspring mellem vægge, i stedet så kan man, på bedste Prince of Persia-maner, benytte dette som afsæt til at nå op til højere niveauer. Ligeledes kan man nu hænge fra bjælker og skyde mod forbipasserende fjender. Man kan sågar enten hænge i en arm eller i benene - alt efter hvor skjult man vil være. Dertil kommer en ny "SWAT"-bevægelse, som kan benyttes til at rulle fra én afsats til en anden. Denne er uhyre brugbar, når man vil tilbagelægge korte afstande i det åbne ubemærket. Alle disse nye muligheder er intelligent kortlagt på controlleren, uden det føles besværligt eller omstændigt. Faktisk er kontrollen endnu mere intuitiv end originalen, hvilket også udbygges af et markant bedre system til løbende at vælge udstyr.

Sam Fisher føles som en elitegymnast, og animationerne gør alt for at understrege denne fornemmelse. Silkebløde og detaljerede bevægelser giver illusionen af leg midt i alvoren og tipper selvtillidens balance lidt. Man føler sig virkeligt som en af verdens ypperste agenter, og man kan ikke lade være med at lade sig rive med i denne afsindige verden, der ligger så tæt op af vores egen. De ypperlige lyseffekter er tilbage i fuld flor og spiller igen et intrigant spil igennem glas og stof. Denne gang træder dagslys også ind i spillet, og kombineret med nogle lidt mere åbne landskaber gives der mere variation. Alligevel undslipper man ikke følelsen af dyb, omfavnende klaustrofobi, mens man i enlig majestæt sniger sig rundt akkompagneret af skrattende beskeder. Baggrundene er lækkert detaljerede og spækket med små dynamiske elementer, som giver følelsen af liv. Blafrende gardiner, flimrende skærme og planters bevægelse i vinden understreger ensomheden.

Pandora Tomorrow er fremragende underholdning alene og holder et godt tempo, som faktisk er mindre frustrerende end originalens. Den største landevinding kommer dog ved indgangen af et herligt multiplayer-element over Live. Det er nu muligt at samles med tre andre i en heftig gang katten efter musen. To agerer spioner, og de andre to er vogtere. Nu begraves man ellers i en doublekamp af dimensioner, mens stilheden sænker sig over kamppladsen. Den ene side følger deres helte fra et tredje persons perspektiv, og skal - uden våben - forsøge at opfylde et objektiv ved hjælp af stealth. Den anden side ser begivenhederne fra første person - her er alle sejl sat til, og man kan virkeligt uddele øretæver. Konceptet er simpelt, men sært dragende, og udnytter på fremragende vis spillets essens. Pandora Tomorrow er næsten den komplette pakke - et absolut must for elskere af originalen.