Spiderman 2

Med den hastige tilbedelse af superhelte indenfor underholdningsindustrien er der efterhånden blevet spyttet en god mængde titler ud indenfor genren. Spiderman - eller Edderkoppen - er een af de "rigtige" superhelte, ikke blot en tilfældig biperson. Dette er licensen på den naturlige opfølger til filmen Spiderman fra 2001. En film der med Tobey Maguire i hovedrollen på fremragende vis fangede tegneseriens miljø og stemning. Spillet var ligeledes et glimrende stykke håndværk, hvilket samlet var med til at vise at licenser ikke nødvendigvis er et onde. Nu har opfølgeren så huseret succesfuldt i biograferne, og vi kan atter tage kontrollen med netsvingeren hjemme i stuen.

Spillet hiver fat i filmens historie, og vi følger Spideys vej frem til den uundgåelige konfrontation med superskurken Doctor Octopus. Undervejs skal man igennem en række historiebærende nøglepunkter samt en større mængde mindre interessante heltegerninger. Ganske smart - men måske ikke videre originalt - vælger udviklerne at svinge med på GTA bølgen, og tilbyder et rimeligt åbent eventyr. Efter en kort introduktion med Bruce Campbell (Evil Dead) ved roret som sarkastisk kommentator, tager begivenhederne så småt fart. Hele øen Manhattan (og jeg mener hele øen) er afbildet, med alle de landemærker og kendte bygninger, som dette fører med sig. Helt i Spideys ånd, bevæger man sig rundt svingende mellem de tårnhøje skyskrabere. Kontrollen er en af spillets helt store forcer - det føles virkeligt lækkert, at skyde gennem luften inden man i sidste øjeblik fæstner spindelvævet på næste bygning. Efter en lille smule tilvænning, kombineret med bløde animationer, ser det næsten ud som sekvenserne fra filmen.

Med de klare referencer til filmen er det klart, at spillets åbne natur vil blive noget begrænset. Der er en klar rød tråd der fører fra start mod slut. For at give lidt variation, og naturligvis øge levetiden, har udviklerne besluttet at smide lidt ekstra godter med i posen. Først og fremmest assisteres Doc Oc af en række kendte ansigter fra serie. Blandt andet the Rhino (Næsehornet) og Mysterio giver gæsteoptræden som bankekød for vores superhelt. Fælles for kampene mod disse, såvel som kampene (tre i alt) mod Doc Oc, er, at de i bund og grund er dybt frustrerende. Det skyldes især et forvirret, klodset kamera, der desperat forsøger at følge med, men konstant hænger fast. Ærgerligt for helheden, at netop disse nøglepunkter føles utaknemmelige. Det gælder sågar i særdeleshed den afsluttende kamp mod Doc Oc - magen til antiklimaks.

Generelt er kampsystemet dog udemærket. Gennem spillet tjener man heltepoint via sine gode gerninger. Disse kan så omsættes til enten at forbedre sine eksisterende evner eller føje nye til. Efter noget tid kan man udføre nogle temmeligt blærede combos, der glimrende kombinerer netkastere, slag og spark. Dette suppleres af den obligatoriske edderkoppesans. Lige før modstanderne gør et udfald, får man en advarsel, og med den rette timing kan man foretage et modangreb. Systemet er rigtigt godt, og kombineret med resten af bevægelserne holder det begivenhederne friske. Desværre giver modstandernes AI ikke nær samme variation. Kampene bliver hurtigt begrænset til at hoppe hektisk rundt og trykke på knapperne, men det er vel ikke helt ulig tegneserien.

Til at holde begivenhederne kørende involveres man i en række små opgaver. Disse rangerer over at tæve bankrøvere, redde selvmordskandidater og jagte bilrøvere. Til at starte med er det jævnt underholdende, men man synes hurtigt, at der mangler noget variation. De små sekvenser der binder dine helteaktioner ind i begivenhederne er samtidigt småpinlige. For det første så gentages stort set samme sekvenser flere gange på streg, dernæst er spillets ingame grafiske engine ikke god nok til at håndtere close ups og endelig er replikkerne virkeligt ringe udført. Det hele føles meget påduttet - blot en måde at samle heltepoint, så man kan komme videre til næste kapitel i historien. Det er også muligt at involvere sig i løb på tværs af byen. Her skal man flyve gennem "svævende ringe" på tid. Dette er faktisk jævnt underholdende, og giver ofte anledning til genspil for at forbedre sin tid.

Grafisk er Spiderman 2 meget velfungerende. Det er imponerende, at det er lykkedes at presse hele Manhattan ned på skiven - byen flyder forbi uden loadetider og uden den store tekniske fnidder. Animationerne af især Spidey og de forskellige superskurke er virkeligt veludført. Måden man svinger sig gennem byen og Doc Ocs lange metalliske ben sidder lige i øjet. De store åbne områder har dog deres pris, og byens beboere tæller ikke mange polygoner. Især når man sætter farten ned, og kigger lidt nærmere på begivenhederne kommer det til udtryk. Det er derfor lidt ærgerligt, at man har valgt at bruge ingame engine til at kreere de små mellemsekvenser. Selv om flere ting går galt med titlen, formår spillet alligevel som helhed at fange essensen. Det er kort sagt såvel sjovt som fængende - det ville bare have været rart med lidt større afveksling.