Destroy All Humans

GRTV: Destroy all Humans anmeldelse med Tanggaard

Et eller andet sted havde jeg regnet med noget mere, da jeg trak i den sølvglinsende rumdragt og gav den som Crypto Sporidium i Destroy All Humans. Som fremmed fra rummet, med kæmpe spejlblanke søer som øjne, et heftigt arsenal af kulørte våben og evnen til at flytte ting udelukkende med tankerne, var jeg klar til at underlægge hele menneskeheden min grusomme vilje. Når det passede mig, kunne jeg så let som ingenting flå rygraden ud af en forbipasserende usling og så ellers grine på den mest diabolske facon, mens de andre indbyggere blev ligblege og flygtede i alle retninger, som en flok forvirrede myrer. Intet kunne røre mig og ingen, selv ikke militæret, ville kunne stoppe mig, hvis jeg på et eller andet tidspunkt blev træt af at se på Chicago og jævnede det med jorden ved hjælp af min dødsstråle.

Destroy All Humans er desværre ikke spillet der opfylder mine skjulte drømme om verdensdominans. I stedet for at være jordens nye fyrste, er jeg reduceret til en intergalaktisk stik-i-rend dreng, der skal ødelægge fem antenner, dræbe ti kvinder og bombe et par bygninger, før jeg for lov til at lande et nyt sted og gøre det hele igen. Det er ikke til at sige præcis hvad Pandemic Studios tænkte på, da de tog en så god spilidé og gjorde den så himmelråbende ensformig, men det er nøjagtig hvad Destroy All Humans ender med at være.

Men før vi svælger i hvorfor spillet ikke er det bedste siden skiveskåret brød, så bør der lige knyttes et par sætninger til hvad Destroy All Humans gør godt - for det er ikke ubetinget en dårlig oplevelse at sætte sig ned med den rumrejsende despot Crypto Sporidium 137. For det første er stemningen eminent. Pandemic Studios har virkelig fanget den lille amerikanske soveby med alt hvad det indebærer. Kommunistangsten er på sit højeste, rock & roll er noget djævelen har skabt og fjernsynet er i sin allertidligste fase. Ned fra himlen svæver du så i skikkelse af Crypto, en fremmed, der er på jagt efter menneskeligt DNA for at få Furon-racen tilbage på rette spor. Guidet af et moderskibs instrukser smides du ned på en mark ikke langt fra en landsby, og så er det ellers bare at få høstet nogle hjerner.

Ved første øjekast minder spillet mest af alt om en gakket udgave af Grand Theft Auto. Landskabet bugter sig så langt øjet rækker; du kan gå hvorhen du vil og gøre hvad du vil, men for hver gang du skyder, lemlæster eller på anden måde forgriber dig på befolkningen, så stiger bevågenheden. Først ankommer de lokale betjente, dernæst militæret, og hvis du er fuldstændig uregerlig, så ruller de sorte habitter, bedre kendt som Majestic 12, sig ud og går til stålet. Som Crypto kan du både bruge dine enorme tankekræfter og våben til at give dem en pinefuld død. Jeg fik både kastet rundt med køer, forvandlet mig til en lokal betjent og jævnet et mindre tivoli med jorden inden for de første par timers spil. Men så fes gassen også ud af ballonen.

For mens grundessensen i Destroy All Humans er mere end i orden, så mangler der en god portion vitaminer på det spilmæssige område. Missionerne minder alt for hurtigt for meget om hinanden, og det jeg gjorde for en halv time siden, sidder jeg stadig og laver her ti timer inde i spillets historie. Dine briefinger ligner mere og mere hinanden og er som regel noget med at scanne et vist antal mennesker, skyde en portion politibetjente og så ellers sætte dig til rette i dit rumskib for at brænde store dele af landskabet væk. Herefter er det tilbage til moderskibet, og så kan det hele starte forfra et andet sted. Fra tid til anden kan du købe opgraderinger til dine våben og UFO, men det ændrer ikke synderligt ved hverken missionerne eller den måde, du vælger at gribe det hele an på - og dermed bliver hvad der skulle have været sjovt både ensformigt og uinspirerende. Tænkehatten har ganske enkelt ikke siddet længe nok på hovedet hos drengene fra Pandemic Studios.

Visuelt halter Destroy All Humans også. PlayStation 2-udgaven har en af de længste loadetider jeg kan komme i tanke om, og når man på en mission forkludrer det hele og skal starte forfra, så er der igen en ekstrem lang ventetid. Bedre bliver det ikke når det tekniske niveau afslører sine mangler. Huse får ikke deres mest detaljerede overflader før man kommer alt for tæt på og den løbende indhentning af landskabet er heller ikke altid så fandens skarp, som den burde være. Det er i det hele taget skuffende at en så stabil udvikler læner sig så meget op ad en haltende motor, når nu de har leveret to perler i henholdsvis Full Spectrum Warrior og Mercernaries.

Alligevel vil jeg ikke helt afskrive Destroy All Humans. Humoren er fed, gakket og ekstremt godt leveret gennem et solidt stemmearbejde, og designet, der læner sig op ad 50 og 60’ernes monsterfilm er ramt lige i øjet. Selv styring og kamera fungerer upåklageligt. Det er spændevidden i gameplayet der mangler. Uanset hvor mange anale prober, dødsstråler og elektriske chok jeg sender mod jordens befolkning, så er og bliver det utroligt ensformigt i det lange løb. Nå, men nu ved vi da at der er liv derude. Trist at det bare ikke er mere spændende.