Doom 3

Der er forbavsende få spil som virkeligt formår at krybe under huden på én. Få spil der gør at man ikke har lyst til at spille i mørke, og som får én til ængsteligt at skæve mod stuens mørke hjørner. I Doom3 bliver man hevet ud i vanviddets skyggesider. Som en ellers ubetydelig Space Marine befinder jeg mig pludselig i helvedes forgård. Et konstant sanseligt bombardement som gør dybe indhug i sindets forsvarsværker. Mørket er ikke min ven. Disse snerrende, dunkle gange er fyldt med skabninger fra sindets afkroge. Mørket er deres ven. Hvordan kan jeg forsvare mig mod det jeg ikke kan se? Knurren, hvinen og skrig gives metallisk genklang i korridorerne. Næste hjørnes skygger gemmer på noget ondt - jeg ved det! Lommelygtens svage lys kæmper for at skære sig igennem mørkets tunge dyner. En rallende latter. En hurtig bevægelse. Skud giver genklang. Sparsomme patronhylstre klirrer mod gulvet. Endnu en skabning er sendt tilbage til helvede.

Normalt er jeg ikke specielt ræd for mørket. Alligevel formåede Doom3 at krybe ind under huden på mig, og vække en let paranoia. Tag ikke fejl; dette er ikke et spil for folk med sarte nerver. Der spilles uhyre effektivt på menneskets dybeste mest grundlæggende frygt. Den konstante usikkerhed, hvor man aldrig kan slappe af eller vide sig sikker. Virkemidlerne er enkle, men de er udnyttet til fulde og skaber en glorværdig samlet effekt. Det er ikke historien der er det bærende. Som tilfældet altid har været med serien er oplægget uhyre tyndt. Ved et tilfælde åbnes på en rumstation en dimensionel dør direkte til helvede. Det skaber selvsagt visse problemer, og det er her du skal ind og rydde op. De næste timer skal man så - i selskab med diverse mere eller mindre outrere våben - forsøge at smide helvedes yngel retur hvor det kommer fra.

Der hvor Doom3 virkeligt excellerer, er ved at væve et stemningstæppe sammen, som hurtigt omklamrer én. Spillet er egentligt en utroligt ligefremt første persons shooter. Der er ingen intelligente gåder, fjenderne tordner hjerneløst fremefter, der er backtracking og sågar genspawning af udyrene. Alt sammen noget der umiddelbart giver indtrykket af et håbløst gammeldags koncept, som ligger milevidt fra nutidens standarder. Alligevel glimter tryllestøvet lystigt. Drysset med jævn hånd over en atmosfære, som nærmest er af en anden verden. Fra startens blide indføring, hvor folk på rumstationen går rundt og mumler nervøst. Over det efterfølgende dunkle ridt ned mod helvedes vidder. Alle sejl er sat, og blæsten har godt fat. Man sidder og mærker gåsehuden stritte, når man hører audiologs fra nu afdøde folk fra rumstationen. Man krymper sig når lyset atter går ud, og man må famle sig frem i et overordentligt fjendtligt miljø.

Konceptet mellem lys og mørke bruges i al sin vælde. Sjældent har jeg været ude for en så effektiv og sublim måde at benytte lyskilder på. Selvfølgelig er det lidt fjollet at man udelukkende kan vælge enten at have en lommelygte eller et våben fremme. Det ville jo være simpelt eksempelvis at have både en pistol samt lommelygte - man har altså to hænder. Alternativt at man havde monteret lampe på sit gevær. Men Doom3 benytter sig af alle de billige trick, og når effekten nu er så overbevisende, hvorfor så sidde og klage sig? Det samme gør sig gældende for de fjender man møder undervejs. Her er det de billige chokeffekter der bliver spillet på. Man kan være helt garanteret, at det frygtindgydende djævleyngel vil komme springende fra alle mørke kroge. Det varer ikke længe inden man frygtsomt lister sig frem. Farer desperat op ved alle lyde i ren paranoia. AIen er ligeledes nærmest ikke eksisterende. Men det glemmer man altså hurtigt når man desperat løber ned igennem gange i flakkende lys med en kæmpe helvedeshund i hælene.

Ud over en fascinerende singleplayer del, hvor man kan få testet nerverne, kan man også hoppe online og tage en gang coop her. I et træk som andre udviklere kan lære lidt af er banerne tilpassede, at man nu er to spillere i stedet. Konceptet fungerer virkeligt glimrende, og det er ren fornøjelse at løbe af sted med en kammerat. Der er dog lidt teknisk fnidder, hvor grafikken virkeligt kan få sig nogle alvorlige hosteanfald. Det er dog ikke underligt, når man tænker på, at Doom3 er noget af det flotteste der har spundet i en Xbox. Figurerne er utroligt detaljerede, selv om de måske ikke har de vildeste animationer. Baggrundene er ganske vist ensformige, men til gengæld er de lækkert detaljerede. Endelig så er brugen af lys uovertruffen, og effekten med kæmpe modstandere, flakkende lys og metalliske baggrunde skaber en forrygende stemning. En stemning som underbygges uhyre flot af en fantastisk lydside. I Dolby Digital bliver man fanget i et sælsomt inferno af lyde, som vil presse ens nerver yderligere. Doom3 er på ingen måde nytænkning, men indenfor sin niche er det et lille mesterværk.