Need for Speed: Most Wanted

"A new career in a new town" er titlen på et af David Bowies instrumentalnumre fra sen-70’erne. Dets lydudtryk ligger langt - meget langt - fra den hårde rock/hiphop/metal, der i øjeblikket er ved at sprænge mine trommehinder, men dets titel er meget beskrivende for min situation. Jeg har lagt fortiden bag mig og netop krydset grænsen til byen Rockport i min totalt lirede, pimped up blåhvide BMW.

Jeg kender ikke et øje i byen, men min benzindrevne babemagnet tiltrækker den lokale racertøs Mias opmærksomhed. Hun ruller vinduet ned og sender mig et par lidenskabelige blikke. Jeg bemærker hendes røde læber bevæger sig, men er alt for optaget af hendes skønhed til at ænse ordene. Hun træder hårdt på speederen og forsvinder ud af mit liv, og øjeblikket efter hviler en civilklædt politibetjent armene på min bildør. Hans ansigt oplyses af et provokerende, skadefro smil. Mit mobile hjem, min potensforlænger, mit et og alt konfiskeres.

Jeg har heldigvis lidt penge på lommen, da jeg forlader detentionen, og kontakter den lokale bilpusher gennem Mia, som igen er dukket op i mit liv. Jeg smækker 27.000 på bordet og er nu den lykkelige ejer af en beigefarvet Fiat Punto. Den ser ikke ud af meget, men det er der naturligvis råd for. Efter at have spenderet en mindre formue er den lille pussenussede tøseslæde forvandlet til et testosteronmonster med en brølende motor, fede skørter, spoiler og fartstriber. En bil uden styling er som en singlepige uden sminke i det københavnske natteliv.

Det viser sig, at jeg var faldet i baghold. Én af underverdenens store kanoner havde lagt en fælde, og jeg faldt i med begge ben. Hvis jeg vil have hævn - og tro mig, det vil jeg - må jeg vise, hvad jeg dur til og vinde respekt. Careermodens omdrejningspunkt er underverdenens "Blacklist". Listen indeholder 15 navne og toppes af min værste fjende, den selvglade drengerøv Razor. For at få lov at ræse mod ham skal jeg udradere listens 14 øvrige navne, men i dette kyniske gademiljø ringer man ikke bare til folk og siger "hvad øh, er du frisk på en tur rundt i nabolaget?". Chancen for at køre mod disse folk er ikke noget man får, det er noget, man gør sig fortjent til.

I skolen rækker man hånden i vejret og som minimum foregiver at være interesseret i undervisningen, i parforholdet kan et smil, blomster eller som sidste udvej en generel undertrykkelse af egne behov og værdier være vejen frem, og på jobbet knokler man. I NFS: MW fungerer samme principper, dog med omvendt fortegn. Jo mere sindssygt du kører, jo mere lort du roder dig ud i med ordensmagten, og jo færre midler du skyr for at komme først over målstregen, des mere street cred høster du.

Pansernes tilbagevenden til franschisen giver oplevelsen en herlig overbygning. Enhver virtuel by, der sælger sig selv som værende levende, må nødvendigvis have et aktivt politikorps. Og aktive er de. Politiet kender mig efterhånden. De behøver intet nærmere signalement af min sølvgrå Mazda, som jeg vandt fra blacklistens nr. 12. Deres arkiv er ved at flyde over af billeder af min bagsmæk, hvor jeg for gud ved hvilken gang er gået i fartfælden. Det er dog småting sammenlignet med alle de gange, jeg har kørt vejskilte og lygtepæle ned, pløjet gennem politiets vejblokader, væltet store butiksskilte ned over politibiler, kørt i den gale retning på motorvejen med 250 km/t til stor fare for den lovlydige civilbefolkning og på enhver anden tænkelig måde demonstreret min ligegyldighed over for samfundets basale spilleregler.

Most Wanted har en garage på over 30 biler, som du kan købe for dine hårdt tjente skillinger. Der er alt fra Toyota Supra og Mitsubishi Lancer over Porsche 911 Carrera S og Dodge Viper til Lamborghini Gallardo og min favorit, Mercedes-Benz SLR McLaren. Alle kan styles op fra ende til anden, og for at bryde arkadefølelsen har EA lagt en teskefuld simulation ind i koden, så bilerne ikke kun ser forskellige ud, men også lyder forskellige og føles unikke på asfalten.

Ræsene foregår atter i et stort miljø med hundredvis af kilometer veje, som på magisk vis afgrænses til reelle baner, når et løb startes. Man kan nemt bruge halve og hele timer på at køre motorvejene tynde og skabe ravage, men desværre udnyttes free roam-strukturen ikke fuldt ud. Der er for lidt at fortage sig uden for de egentlige løb, hvorfor strukturen ender som en stor sandkasse uden spande, skovle og vand, så man i det mindste kunne have bygget et sandslot. Faktisk kan du få adgang til alle nødvendige løb via spillets menuer, hvilket groft sagt underminerer ideen med et free roaming-miljø.

EA’s titler har en tendens til at tydeliggøre kløften mellem anmelder og køber, mellem trygheden ved det kendte og modet til at gå nye veje. Det er en rolle, som mastodonten mere eller mindre frivilligt har påtaget sig, men et faktum er det, at EA ofte hænges ud som spilbranchens grimme, kommercialiserede ansigt. Om ti glødende spilelskere i en nedslidt garage har lavet et nyskabende spil, eller 100 professionelle håndværkere i en luksusbygning i Beverly Hills har lavet spil nr. 5000 i en serie er vel underordnet, så længe produktet er godt.

Need for Speed: Most Wanted er i reglen et spil, jeg hader at elske. Pimp my ride, MTV, plattenslagerrappere med guldkæder og intetsigende budskaber og forherligelsen af overflade preller af på mig. Alligevel sidder jeg med en dejlig følelse i kroppen, når jeg lirer slæden op, skider på lov og orden og hamrer ned af boulevarderne i den gale vejbane med tre-fire gange den tilladte hastighed. Det kan være noget om, at Most Wanted ud over politiets comeback ikke gør sig fortjent til de største avisoverskrifter, og at free roaming-strukturen kunne have været bedre udnyttet, men det leverer fordringsløs underholdning, store, prangende biler, høje hastigheder og masser af primitiv overfladedyrkelse.