Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Ghost Recon: Advanced Warfighter

Ghost Recon Advanced Warfighter

Clancys spøgelser sniger sig ind i Mexico Citys smeltedigel til et opgør med skruppelløse terrorister. Thomas har spillet sig igennem det.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

En manual i bibelstørrelse og et par forsigtige ord fra Red Storm om, at Ghost Recon Advanced Warfighter godt kan være lidt overvældende i starten, og at jeg derfor måske lige bør skimme de mange diagrammer, tegninger og forklaringer først, får mig til at frygte det værste. Pludselig har jeg det som om jeg læser op til en vigtig eksamen under et enormt tidspres. Jeg bladrer lidt i de udprintede sider, læser flygtigt om spillets cross-com funktion, forsøger at tyde de medfølgende kort, lægger mappen fra mig, bander, samler den op igen og bliver så enig med mig selv om, at læse gennemførelsen af første bane, bare lige for at have bare den mindste chance for at begå mig som en af fremtidens toptrænede spøgelsessoldater.

Kun ti minutter senere viser det sig, at jeg har hidset mig selv op til ingen verdens nytte. Ghost Recon Advanced Warfighter bruger uden tvivl hver eneste knap og styrepind på joypaddet, det bombarderer dig med informationer, kort og militærjargon, men det er på ingen måde forvirrende. Allerede før jeg er gledet gennem spillets tutorial kan jeg krybe, kravle, løbe, skyde om hjørner og holde vejret til præcisionsskydning. Et par minutter senere forlader de første par granater min hånd, og lidt efter har jeg fundet mig en ny ven i en lækker bazooka, der med stor nøjagtighed udpeger et panseret køretøj på vejen, og så ellers sprænger det til atomer med et øredøvende "swoosh".

Ghost Recon Advanced Warfighter er blødende lækkert for enhver med bare den mindste interesse i våben, hemmelige missioner og højteknologisk isenkram. Ubisoft har nemlig ladet sig inspirere kraftigt af den amerikanske hærs eksperimenter med våben og andet militærlegetøj, og derfor smides du ikke ned i støvlerne på en uerfaren grønskolling, der lige har forladt basen, men i stedet på Scott Mitchell, en hårdfør, toptrænet amerikansk soldat, pyntet til randen med så meget teknologi, at han nærmest er en omvandrende super-PC.

Heldigvis er hans udstyr alt andet end pynt, og før jeg er nået bare halvvejs gennem spillets første mission, så er den intuitive cross-com funktion allerede blevet en integreret del af mine efterretninger. Mål udpeges som røde, lysende prikker foran mit øje, mens distancen til fjenden udregnes. Samtidig summer en helikopterpilots stemme konstant i mit øre. Han fodrer mig løbende med nye informationer om præsidentens kidnappere og udpeger nye mål. Jeg tager dog en hurtig beslutning, rykker frem via en række lave mure og stakitter og mødes pludselig af geværsalver - to sekunder senere sortner det for mine øjne, og mine kammeraters bekymrende råb toner ud.

Advanced Warfighter er ikke forvirrende, men det kræver din uddelte opmærksomhed hele tiden. At løbe ned af Mexicos gader med geværet sat på fuldautomatisk, ender sjældent i meget andet end et kaos af blod og knoglerester, mens en nøje beregnet fremrykning og solid placering af dine underordnede kan vende selv de mest håbløse kampe til en dundrende sejr. Spillets funktion, der giver dig mulighed for at klamre dig til den nærmeste mur og kun i sekunder at stikke hovedet ud, skal bruges indgående, mens præcisionsskydning over længere distancer kræver tålmodighed og intim brug af vejr-funktionen. Granater kastes ikke som i en tåbelig b-film med spektakulære eksplosioner til følge, og en bazooka kan ikke bruges til meget, hvis du ikke har de fornødne sekunder til at lade den finde målet. Ghost Recon er en taktisk perle, hvor det at udsende flyvende droner til rekognisering, lade en kamphelikopter tage sig af en geværrede og en tank rulle ind i en decideret krigszone, før du selv ankommer, er en rigtig god idé. Kort sagt, Rambo sidder på bænken i denne omgang.

Heldigvis lever den kunstige intelligens op til opgaven. Dine egne spøgelser gør præcis hvad du beder dem op, og har ingen problemer med at kravle over forhindringer og dække hinanden med dækild, mens de danser fra opgang til opgang i den smeltedigel, Mexico City øjensynligt er. Også fjenderne kan finde ud af at håndtere en AK-47. De bruger kasser, tønder, biler og sandsække til at gemme sig bag, kaster gerne en granat for at få dig ud af dit gemmested, og er sjældent bange for at forsøge, at snige sig ind på dig bagfra. Der er få gange, hvor spillet kammer over og nærmest gør fjenderne til supersoldater, der på 200 meters afstand kan plante en kugle i pandebarken på dig, men for det meste er den bare en rigtig god modspiller. Det er ekstremt givende at lægge en granat præcis så tæt på en troppetransport, at den eksploderer.

En del af den grå og grumsede militæratmosfære kommer dog slet ikke fra spillets udprægede militær-snak, det teknologiske isenkram eller de forsigtige fremryk, men i stedet fra den elegante grafiske side. Detaljerytteriet vil ingen ende tage i Advanced Warfighter, der med et hoppende kamera placeret bag dig, helt klart låner med arme og ben fra Black Hawk Down-filmen, men som alligevel formår at gøre udtrykket til helt sit eget. Kugler sætter sig i den mur, du vælger som beskyttelse, granater påvirker spillets solide fysik og dit cross-com display, der som et dårligt indstillet fjernsyn, bliver grumset og utydeligt i eksplosionsøjeblikket. Bil-alarmer hyler i den kolde aftenluft, når du med millisekunders held, når ind bag en udtjent stationcar og genlader dit gevær, mens ekstrem troværdig røg sprutter ud af en velplaceret røggranat. Lyden af kugler der fiser lige forbi din hjelm, brølende jeeps der lige pludselig kommer til syne på gaden, og de øredøvende brag der skærer gennem luften, når du beder en lavt svævende helikopter om at fyre sine missiler af mod et mindre hus, hvor nogle fjender har forskanset sig, er ulig lyden i noget andet militærspil. Kun det halvhjertede stemmearbejde føles som en malplaceret mol-akkord.

Som multiplayer-spil tilbyder Advanced Warfighter et utal af spilmodes og opsætningsmuligheder. Baner som Desert Gulch med sin labyrint af raviner, Rocky Cove med sit udstrakte landskab og Bone Yards snævre rammer, kalder på helt forskellige taktikker og temperamenter. Her kan både snigskytter, de mere granat-liderlige og dem med hang til automatvåben, slå sig løs. Der er ingen decideret opsigtsvækkende nye tiltag online, men efter bare et par timer online, havde jeg svært ved overhovedet, at vende tilbage til singleplayerdelen for at fuldføre de sidste par baner. Som med alle andre spil, så havde jeg dog svært ved at afkode det præcise potentiale i multiplayerdelen, når online-rummet kun var befolket af en håndfuld spiljournalister, men der er ingen tvivl om, at Advanced Warfighter er alt andet end tamt.

Advanced Warfighter er et fabelagtigt spil. Der er kælet for
detaljerne, taktikken er skånselsløs og atmosfæren helt fænomenal. Når en orange solnedgang hænger hvileløst i baggrunden og mine spøgelser zig-zagger ned gennem endnu et mexicansk boligkvarter med våbnene højt hævet og kuglerne piftende om ørene, så er jeg overbevist om, at det ikke bliver meget bedre i spilsammenhænge. Årets første rigtige betydningsfulde Xbox 360-spil er landet, i hvert fald for mit vedkommende.

Ghost Recon: Advanced Warfighter
Ghost Recon: Advanced Warfighter
Ghost Recon: Advanced Warfighter
Ghost Recon: Advanced Warfighter
Ghost Recon: Advanced Warfighter
Ghost Recon: Advanced Warfighter
Ghost Recon: Advanced Warfighter
Ghost Recon: Advanced Warfighter
Ghost Recon: Advanced Warfighter
Ghost Recon: Advanced Warfighter
Ghost Recon: Advanced Warfighter
Ghost Recon: Advanced Warfighter
Ghost Recon: Advanced Warfighter
Ghost Recon: Advanced Warfighter
Ghost Recon: Advanced Warfighter
Ghost Recon: Advanced Warfighter
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Fabelagtig atmosfære. Velbalancerede våben. Imponerende grafik og lyd. Troværdig AI.
-
Uengageret stemmeskuespil.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • silverboy
    GRAW har længe være ventet, og det skuffer ikke i et hæsblæsende actionbrag af et spil. Singleplayerdelen er fængende fra man sætter spillet i... 9/10

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.