
Som så mange andre har jeg længe kæmpet mod fordommene omkring spilmediet. Straks efter jeg fik min første computer i midten af 80'erne, kunne mine klassekammerater ikke få mit navn over deres læber, uden samtidig at flette ordene "nørd" og "skærmøjne" ind i sætningen. Her 20 år senere er den slags barnlige misundelsesudbrud blevet erstattet af behersket forundring, når folk får kendskab til min største fritidsinteresse, for voksne spiller Trivial Pursuit og Scrabble, ikke Zelda og Ghost Recon. Det er et forståeligt synspunkt, som kan skyldes uvidenhed, dårlig indlevelsesevne eller bare manglende interesse.
Om computerspil opfattes som børneunderholdning, er et uvæsentligt spørgsmål i min verden. Så længe spillene giver mig gode oplevelser og følelser, lægger jeg ikke controlleren på hylden. Det er derfor ikke uden en vis ironi, at Kingdom Hearts har gjort det spørgsmål meget aktuelt. Når jeg aldrig har rynket på næsen ad Links grønne julenissekostume, Clouds firkantede hænder eller Marios runde tud, hvorfor opfatter jeg så hovedpersonerne i Square Enix/Disneys seneste fællesprojekt som indholdsløse polygonkolonier i et poppet børneeventyr?
Jeg erkender blankt, at jeg blev skuffet over etteren. Et håbløst kamera, tonsvis af uopfindsomme hack’n’slash-kampe og en allestedsnærværende fare for at komme på afveje, fordi spillet ikke tydeligt viste, i hvilken retning spilleren forventedes at gå, ødelagde oplevelsen for mig. Nu jeg har bekendt kulør omkring etteren, skal jeg på samme ærlige facon være den første til at rose Square Enix for, at disse problemer er kommet til livs i Kingdom Hearts II. Kameraet fungerer, der er færre kampe og spillet bugner af informationer om, hvor du skal begive dig hen, hvad der skete i etteren og hvordan de enkelte figurer passer ind i historien. Aldrig er man i tvivl. Men helt ærligt: Nok har det gjort spillet nemmere at gå til, men ikke mere interessant.
I de snart 20 timer, jeg har spillet Kingdom Hearts II, har det uforbeholdne barn og den kyniske voksne kæmpet en indre kamp. Jeg griner, når Mulans røde dværgdrage, Musha fyrer smarte bemærkninger af, engagerer mig følelsesmæssigt, når Herkules har brug for hjælp i kampen mod Hydra og Hades ondsindede planer, bliver imponeret over den sort/hvide Steamboat Willie-verden, der med sin skrattende lyd og flimrende billede får mig til at tro på, at jeg er endt i en tegnefilm med små 80 år på bagen, og omfavner den frihed, der ligger i at kunne rejse fra den ene Disney-verden til den anden på et øjeblik. At de nye Gummi Ship-intermezzoer er flottere, mere fantasifulde og mere indbydende set fra et gameplaysynspunkt, og at de nye limit breaks og drives, du kan lave i samarbejde med enten "gæstefigurer" eller Anders og Fedtmule, udvider angrebsrepertoiret, er i sagens natur kun store plusser.
Det er dog plusser, som drukner i helhedsindtrykket, når min sjæls mere kyniske voksne får lov at komme til orde. Bag den drønflotte Disney-fernis og de gudesmukke Square Enix-effekter - ligheden mellem sen-90’ernes FF-kapitler og KH II er slående - ligger et gammeldags hack’n’slash-system. Hvis Kingdom Hearts’ gameplay var et solsystem, ville x-tasten være dets ensomme stjerne. Det nye reaction command-system, som via trekanttasten lader dig udføre situationsbestemte angrebs- og undvigelsesmanøvrer á la Resident Evil 4, samt magi, drives og limit breaks, der unægteligt leder tankerne tilbage på Final Fantasy VIII og den centrale rolle, de angreb spillede, kan i Kingdom Hearts II vælges til og fra, som du lyster. De er muligheder, aldrig nødvendigheder. Så længe du ved, hvor x-tasten er placeret, skal du nok klare dig, for KH II er nemt, pinligt nemt. Selv bosser får koldsved, når de ser din finger nærme sig x-tasten.
Min indre splittelse er ikke en enlig svale. Også Square Enix/Disneys efterfølger er splittet mellem det børnevenlige Disney og det mere voksne Final Fantasy. Splittelsen er uden tvivl faldet ud til Disneys fordel. Sværhedsgraden er lav, gameplayet enkelt og Disney-figurerne dominerer billedet fuldstændig. De gamle FF-figurer, som står mit hjerte nær, er rene statister. Det bagvedliggende interface og visse summon-navne, forsøger efter bedste evne at holde FF-fanen højt, men uden større held.
Når alt dette er sagt, ved jeg godt, at Kingdom Hearts II ikke er lavet til granvoksne mænd som mig, selvom spilbranchen gang på gang har bevist, at børnevenlige spil sagtens kan have en universel tiltrækningskraft på tværs af aldersgrupper. Det er lavet til børn i starten af teenagealderen, og der er mange i den målgruppe, som vil tage Kingdom Hearts II til sig, præcis som de gjorde med etteren. Og det kan jeg på sin vis godt forstå, da det er flot, ukompliceret, humoristisk og charmerende. Det ændrer bare ikke ved, at Kingdom Hearts II’s appeal er Disney-universets og ikke gameplayets fortjeneste, hvilket aldrig kan være målet med et spil.