The Alchemist er en erfaren herre. Han startede sin karriere som lærling hos Soul Assasins, men slog først rigtig sit navn fast som über producer hos Dilated Peoples. Nu er turen så kommet til at alkymisten skal profileres helt vildt på sit eget soloalbum.
Problemet med producere og soloalbums er at de mere kommer til at lyde som compilations, da der stort set er en ny solist på hvert track. The Alchemists stil er dog så særegen at man kan høre det er ham på flere kilometers afstand. Verdens bedste rapper Devin The Dude gæster på et enkelt track, og hans flow ligger så fedt over det sprøde beat, at man ville ønske hele pladen kun var med ham.
Det er den bare ikke. Dette lille aberdabei kan dog ikke pille ved at "1st Infantry" er et ganske solidt udspil. Han er sgu ferm på knapperne, ham alkymisten!