Rock er de seneste år blevet et noget udvandet begreb. Ligesom så mange genrer, er rocken blevet blandet op med alle mulige andre genrer med både gode og dårlige resultater. Derfor klapper jeg i mine små hænder, hver gang der dukker en plade op med et band, der spiller rock i sin reneste form.
Den slags band er The Black Keys, i hvert fald på deres nye plade, El Camino. Danger Mouse, som nogen måske kender som den ene halvdel af Gnarls Barkley, har produceret pladen og har formået at skære alt unødvendigt fedt af, så kun den rene rock står tilbage.
Lonely Boy, pladens første nummer bliver startet af et guitarriff, der får lytteren til at stoppe op og lytte efter, som bliver afløst af et surf-rocket trommeriff som man næsten ikke kan lade være med at vippe med foden til. Sådan er det faktisk hele vejen igennem.
Varm, fuzzy, forvrænget guitar, som ikke er for forvrænget og insisterende, skarpe trommebeats.
Det minder lidt om danske Blue Van på deres Man Up, og det er absolut en god ting i min bog. Den rockede formular på El Camino fungerer rigtig godt på numre som Gold on the Ceiling, Money Maker og den herlige og bluesede Run Right Back.
Det er svært at sige noget skidt om El Camino, men jeg tror heller ikke at den kommer til at stå særlig klart, når jeg skal se tilbage på musikåret 2011. Det er ligesom om, den lige mangler det sidste for at blive en helt fantastisk plade.
Det er en rigtig god plade, og jeg vil stadig anbefale den til langt de fleste med hang til retro-rock, men den er ikke helt oppe og ringe for mig.
Det engelske musikmagasin kaldte engang The Black Keys for et af de bedste rock'n'roll-bands på jorden. Det er måske lige at stramme den, men at dømme på El Camino er de i hvert fald et godt et af slagsen.
El Camino er ikke stor kunst, men det er en virkelig habil rockplade. Her er 38 minutters Rock N Roll, fordelt på 11 sange. Det er hverken mere eller mindre end jeg har brug for. Det er lige tilpas.