Bandet fra New York fik velfortjent opmærksomhed i 2005, da de i 2005 smed videoen til singlen, "An Honest Mistake" på gaden. Den ramte MTV med et brag og rockbandet sprang på bølgen af lyttervenlig poprock og dominerede sendeflader i form af radio og TV. Bandets anden plade smed ligeledes populærer singler som "Time Won't Let Me Go" og "Believe" af sig, og sangene blev flittigt brugt i amerikansk primetime til serier som Gossip Girl og Friday Night Lights.
Albummet forkaster fra start den lyse, direkte og muntre lyd fra gruppens tidligere albums, og begiver sig i stedet over i mørke synthesizers, hævngerrig lyrik og forandrede vokaler. Sam Endicott er tilbage som frontmand efter, at han sidste år var med til at skrive sange for poppens elite, heriblandt Shakrias, She Wolf. Sam Endicott udtalte allerede til pressen tilbage i Oktober, sidste år, at der var mørkere toner at forvente på dette album. Dette mærker man til fulde, men The Bravery formår ikke at forene de vrede tekster med de mere tempofyldte produktioner og albummet bliver i stedet iklædt en hårdere, tungere og langsommere lyd. Denne lyd formår bandets ekvilibrisme ikke at eksekvere og derfor ender musikken som en underlig og repetitiv mellemvare.
Albummet bliver sparket i gang af den pulsende "Adored" der med sine akkompagnerede synthesizers og Endicotts stærkt overdrevne vokal fra start viser at The Bravery, på trods af nye ideer, ikke har forandret sig meget siden, The Sun and The Moon, og man undrer sig over hvorfor bandet konstant bevæger sig længere og længere væk fra den flotte debut.
Sam Endicott har tillagt sig en irriterende falsk britisk accent, men hvor den tidligere var mere afdæmpet, er den denne gang pinligt tydelig, og når han skriger sin lyrik ud i æteren virker det meget påtænkt og klistret, og det klæder desværre ikke albummet. Til det kommer, at The Bravery ofte repeterer deres omkvæd til ukendelighed og det giver desværre ikke lytteren andet end følelsen af, at bandets kreativitet er på tilbagetog.
Første-singlen, "Slow Poison", er genkendelsens glæde til The Bravery, der med en god poplyd og svævende elektroniske instrumenter hiver en direkte tilbage til fordums tid. Dog kan lyden godt gå lidt for meget i retning af Postal Service, eller den fornylig anmeldte, Owl City.
Albummets andre numre er enten en fortsættelse af ovenstående eller kompositioner af lavere standard. Bandet låner i den grad, og på den dårlige måde. Alt fra Lou Reed til New Order og Postal Service. Dette er desværre de bedste sange på pladen, og når det er gjort bedre før, så bidrager The Bravery desværre ikke med noget nyt. Nerven der tidligere var bandets varemærke er tynget af for mange fejlede tiltag.
The Bravery søger nye græsgange med deres nye album, men falder desværre endnu engang i vandhullet. Jeg håber snart de finder i land, for deres debut var glimrende, og de har stadig en masse potentiale.