The Chronicles of Riddick: Assault on Dark Athena

Han lyder som om han måske burde rømme sig, men når Riddick med stensikker, snøvlende sandpapirstemme siger "The Dark, my home", så er det svært ikke at mærke sommerfuglene i maven - og jeg ved, hvorfor de er der. The Chronicles of Riddick: Escape from Butcher Bay, var et af Xboxens absolut bedste actionspil - en sirlig genreblanding af action, snigeri og nævekampe, der med strålende grafik, et herlig tempo og en seriøs historie, tryllebandt mig til fjernsynet.

Dengang Escape from Butcher Bay blev lanceret, var det med de helt store PR-kanoner buldrende på medieslagmarken. Spillet fortalte historien om Richard B. Riddicks flugt fra fængslet Butcher Bay, mens biograffilmen foregik efter Pitch Black. De mere dedikerede fans kunne også labbe den animerede kortfilm Dark Fury i sig og nyde Slam City på nettet i flashform. Det var en sand tæppebombning, men det var et tiltag, der ikke hjalp meget. Riddick-filmen var en katastrofe, der ikke kunne trække publikum ind i biografmørket. Riddick var som koncept stendødt. Alle planer om flere film blev øjeblikkeligt skrinlagt.

Det er derfor også mere end nogensinde noget af en satsning, som svenske Starbreeze Studios har kastet sig over med The Chronicles of Riddick: Assault on Dark Athena. En nyfortolkning af det oprindelige spil, krydret af med et helt nyt kapitel og en multiplayerdel. Publikummet var forsvindende lille til det første spil, og det var selvom det høstede topkarakterer hele vejen rundt, så hvor står den forbedrede udgave her fem år senere?

For at være helt ærlig, så skænkede jeg det ikke en tanke, da min begrænsede udgave af spillet blev sendt i maskinen. Riddick er for mig en af spilverdens bedste figurer, og det er til trods for, at han oprindelig var tiltænkt rollen som funklende Hollywood-stjerne. En halv time med Assault of Dark Athena gav mig svaret: Riddick er tilbage i storform.

At Assault on Dark Athena er et actionspil, lader sig ikke skjule. Jeg er knap vågnet fra min hypersøvn, før jeg i skikkelse af Richard B. Riddick, bruger en hårnål til at dræbe en patruljerende soldat med. Herfra skiftevis kravler og sniger jeg mig gennem et koldt og klinisk rumskib, nogle gange med hjælp fra mit mørkesyn kaldet Eyeshine, andre blot i skæret fra skibets kunstige belysning. Undervejs insisterer fjernstyrede droner på at stoppe mig, men som de nærmer sig mine skjulesteder i mørke, gør jeg kort proces af dem - fra tid til anden overtager jeg endda deres påmonterede maskingevær og fjerner deres kammerater, før jeg fortsætter min rejse. Jeg er en dræbermaskine - og som min spilfigur siger: "Navnet er Riddick, jeg er helvedes sendebud"

Uanset om Riddick henretter sine intetanende ofre med hans bøjede knive, en hårnål eller et baseballbat, så føles det helt rigtigt. Nævekampene i Assault on Dark Athena er intense, beskidte og rå, det er brutalt og det fungerer strålende. Selv de livgivende maskiner som findes overalt på rumskibet, er hårdhændede og voldsomme - det føles mere som et overgreb at blive lappet sammen end som et kærligt lægetjek.

De forskellige elementer blandes også sammen med stor succes i denne nyfortolkning. Uanset om du griber et gevær, tæver en fjende til døde med dine hænder eller kravler gennem en ventilationsskakt, så er du med hele vejen. Tredjeperson- og førstepersonsvinklerne fungerer strålende sammen, og der er intet mærkværdigt i pludselig at hænge fra loftet, mens du ubemærket klatrer hen over hovedet på et par vagtposter. Riddick er ligeså meget Splinter Cell som det er Halo 3 - og det mestrer begge dele.

Assault on Dark Athena viser kun glimtvis sine svagheder frem. Lettere grove animationer af både Riddick og hans fjender efterlader ikke én med indtrykket af en totalt opdateret udgave, ligesom visse grafiske elementer er udetaljerede og firkantede - dette ses specielt i mellemsekvenserne, der afvikles med den grafiske motor. I 2004 var Starbreeze blandt klassens mest flittige til at udnytte potentialet i Microsofts Xbox, men i 2009 er standarden høj, og her er spillet ikke ligeså imponerende som eksempelvis Bioshock eller Call of Duty 4: Modern Warfare - der er dog ingen tvivl om at Riddick afvikles helt glidende og med et væld af velfungerende lyskilder.

Jeg var aldrig i tvivl om min begejstring for det oprindelige spil, så Atari har ikke skullet sælge mig ideen om en opdateret udgave. Faktisk så har jeg ledt Xbox Originals igennem et utal af gange, i håbet om at finde det på tjenesten, men hver gang er jeg lusket slukøret derfra. Heldigvis vendes skuffelsen snart til glæde, og bare tanken om at skulle igennem Butcher Bay igen, flyder mig med fryd. Assualt on Dark Athena byder på en unik actionoplevelse, og du bør give spillet en chance, når det lanceres i løbet af foråret.