The Crush House

Bortset fra første sæson af The Osbournes og to sæsoner af Orange County Choppers (de gigantiske skænderier mellem far og søn Teutul var og er stadig utroligt underholdende, haha) har reality-tv aldrig rigtig været noget for mig. Især ikke længere. For 25 år siden kunne nogle programidéer og koncepter måske fange min interesse, men i dag? Nej, tak. Big Brother, Survivor, The Farm... Alt det lever stadig i bedste velgående, og selvfølgelig er der mange, der stadig nyder de programmer, men jeg er ikke en af dem. Faktisk finder jeg min kærestes yndlingsprogrammer som Love is Blind og The Bachelor direkte frastødende. Når jeg af og til passerer vores tv i stuen og et tilfældigt afsnit af disse realityshows fylder 98"-skærmen (med alt, hvad det indebærer), føler jeg mig næsten øjeblikkeligt dummere. Så forfærdeligt dårlige synes jeg, de programmer er i dag.

Når det er sagt, burde jeg selvfølgelig aldrig have anmeldt The Crush House. Jeg er den forkerte person til dette job, og på mange måder kunne man kalde hele denne tekst én stor fejltagelse. Jeg afskyr tanken om at simulere Big Brother i spilform. Der er meget få ting i vores vidunderlige spilverden, der tiltaler mig mindre end idéen om at være producer i et lyserødt strandhus, hvor opmærksomhedshungrende 24-årige skal opfordres til at kysse foran tv-kameraerne. Og alligevel, på trods af alt dette, var det præcis, hvad jeg gjorde i min tid med The Crush House.

Velkommen til Big Brother: The Game, krydset med elementer fra The Sims, en smule Animal Crossing og et strejf af Our Life. Som producer er din opgave at overvåge produktionen og alt, hvad det indebærer, inde fra huset, hvor de unge, attraktive beboere bor - under konstant overvågning af et utal af kameraer og mikrofoner, der projicerer deres liv og adfærd ud til den nysgerrige verden udenfor. Året er 1999, folk er sultne, og følelserne koger i The Crush House. Din opgave er krævende, og udviklerne har proppet så mange sim-elementer ind i din rolle som producer som muligt. Du skal sørge for, at alt kører glat i huset, både hvad angår de menneskelige relationer og publikum, som skal underholdes med det rigtige indhold, de rigtige forhold og drama. Du skal også holde sponsorer og annoncører tilfredse. Hvis ikke, fejler du og bliver sendt tilbage til starten i Hardcore-spiltilstanden.

Der er et ambitionsniveau her, som fortjener ros. Udvikler Nerials mål har tydeligvis været at skabe noget mere end blot et "Animal Crossing for voksne", og det er klart, at idéerne er blevet drysset ud over produktionen - i nogle tilfælde dog uden den store eftertanke. Det er ærgerligt, for resultatet er, at spilbarheden ofte lider, da man som spiller ikke rigtig kan fokusere på et bestemt område eller blive dygtig til det, man laver, før næste aspekt kræver ens opmærksomhed, tid og tålmodighed. The Crush House kræver tålmodighed som få andre spil i 2024, og i bund og grund synes jeg, det er et ret kedeligt walking sim-spil, hvor man bare driver rundt i et hus i et roligt tempo, mens figurer, der taler som i børneprogrammer, enten forelsker sig eller bliver irriterede - alt for let og alt for ofte.

Men der er lyspunkter. Bag glitteret, glamouren, de kyssende mennesker og de dramahungrende tv-seere gemmer huset på en mørkere hemmelighed, som drev mig fremad og fik mig til at blive hængende til det sidste. Desværre formår Nerial ikke at gøre noget mindeværdigt ud af deres "twist", hvilket er uheldigt, men heller ikke overraskende, da de, som tidligere nævnt, har problemer med at "kill their darlings" gennem hele spillet, hvilket i sidste ende resulterer i en oplevelse, der hverken virker helstøbt eller velafbalanceret. Designet begejstrer mig heller ikke, da manglen på realisme i både figurerne og huset gør, at jeg desværre ikke tror på, hvad de siger, eller på deres følelser. Lyden imponerer heller ikke, da figurerne taler som Minions uden rigtige stemmer eller sprog, og der er næsten konstant ingen musik.

Oven i disse problemer kæmper The Crush House også med tekniske udfordringer, da det flere gange buggede og crashede under mine få timers spil med Devolvers dating sim. I sidste ende er både konceptet og udførelsen noget, jeg hverken ønsker at vende tilbage til eller kunne forestille mig at anbefale. At simulere den slags meningsløse reality-tv burde være noget, man ikke kan undgå, når man tænker på, hvor meget mere tilfredsstillende det er at køre racerbiler, nedkæmpe trolde med en bred økse eller skyde rumvæsener med storkalibret ammunition.