The Darkness var - og er - et band, der i høj grad lever i kraft af klichéer. De er røget i totterne på hinanden og på producere, og endte med at gå i opløsning. Der var derfor en vis skepsis da det sidste år blev meldt ud, at de havde fundet sammen og var på vej i studiet. Nu foreligger resultatet, albummet Hot Cakes, og jeg må overgive mig. The Darkness er tilbage med maner med sprælsk og fandenivoldsk rock'n'roll, der stritter i mange retninger.
Indledningsnummeret Every Inch of You kunne gøre én lidt bekymret for, at genforeningen var lidt for tilbagelænet og idéforladt, men straks efter bliver dørene blæst rigtigt ind med Nothin's Gonna Stop Us, der tumler af sted i højeste gear med Justin Hawkins' vokal stærkt i front, og med al den guitar-lir, der nu hører moderne glam-rock - og et vokal-arrangement, der sender en kærlig tanke til Freddie Mercury og Queen.
Hot Cakes har et par tilløb til obligatoriske ballader - og særligt Living Each Day Blind lugter lidt af, at rutine og pligt til netop at levere en ballade - om end omkvædet har klare sing-along-kvaliteter, der vil gøre sig glimrende live. Straks rystes rutinen dog af med den indledende guitar-solo til Everybody Have A Good Time, der står så klippefast, som var den ristet i runer af Angus Young fra AC/DC.
Det fornemme ved Hot Cakes er, at der bortset fra den jævne indledning og føromtalte ballade er fuld skrue på. Jeg har i hvert fald taget mig selv i at synge højlydt med - heldigvis for lukkede vinduer - under opvask og rengøring.