Mest kendt er selvfølgelig Jack White fra White Stripes og The Raconteurs og Alison Mosshart fra The Kills, men udover disse to højt profilerede skikkelser tæller The Dead Weather også Dean Fertita fra Queens of the Stone Age og Jack Lawrence fra The Raconteurs.
Nu er The Dead Weather ikke, som man umiddelbart kunne forledes til at tro, en supergruppe i den traditionelle forstand. Gruppen er et resultat af en spontan jam-session efter en Raconteurs koncert, hvor Mosshart var stand-in på vocal fordi Jack White havde ondt i halsen - gruppen blev altså, med andre ord, til ved et tilfælde. Og lige præcis dét er albummets røde tråd. Her er ingen velpoleret produktion, ingen gennemtæskede arrangementer og ingen kommercielle interesser. Det eneste der lader til at være tiltænkt er det faktum, at White - der ganske vist er hovedarkitekten bag bandet og albummet - med vilje er trådt i baggrunden, ikke alene som sangskriver, men også rent musikalsk, idet han sidder bag trommerne og i stedet overlader frontpositionen og vokalen til Mosshart.
Resultatet er en møgbeskidt og ualmindelig vital energiudladning, der lander et eller andet sted mellem indie, blues og og god gammeldags rock. Lydbilledet er lettere rodet og sammenspillet er til tider mere end almindeligt tilbagelænet, men Alison Mosshart formår på imponerende vis at binde det hele sammen med sin på samme tid skrøbelige og kraftfulde vokal, der er indbegrebet af sex, rock'n'roll og en god portion smøger.
Især på numrene '60 Feet Tall' og 'Hang you from the Heavens' der åbner ballet, og den suveræne 'So Far From Your Weapon' rammer hun sømmet lige på hovedet. Albummet balanceres derudover godt af den reggae-inspirerede "Cut You Like a Buffalo (der i øvrigt er det eneste nummer skrevet udelukkende af White) og den skramlende 'Will There Be Enough Water' der tilsammen sørger for lidt pusterum i det frontale rockangreb..
'Horehound' er i den grad en grim ælling og samtidig et pragteksempel på en 'back-to-the-roots'-mentalitet, hvor musikken og spontaniteten gives plads og prioriteres over produktion, markedsføring og - fristes man næsten til at sige - produktudvikling. Altså det stik modsatte af musik som forbrugsgode og de præmisser den etablerede musikindustri fungerer på. Det er ikke nogen hemmelighed, at lige præcis dét er Jack Whites erklærede mission og på 'Horehound' lykkedes det til overmål.