Bethesda Softworks har lige bekræftet, at The Elder Scrolls Online: Tamriel Unlimited Edition udkommer til Xbox One og Playstation 4 d. 9 juni. Den længe ventede konsolversion af spillet vil indeholde samtlige opdateringer fra PC- og Mac-versionerne.
Vi bragte i sidste uge rygtet om en freemium-udgave, og det viser sig at holde stik - om ikke andet med den månedlige betaling, der nu bortfalder.
Tamriel Unlimited udkommer også til PC og Mac d. 17 marts, hvor samtlige abonnementsomkostninger bortfalder. Det vil sige at det i fremtiden kun vil koste prisen for spillet i butikken, og der bagefter kun skal betales for større indholdsopdateringer.
Bethesda vil også tilbyde ESO Plus, en abonnementsordning for spillere der ønsker en premium oplevelse, med eksklusive in game-bonusser og en månedlig tildeling af kroner, der kan bruges i spillets butik, samt adgang til samtlige DLC-pakker.