Mike Flanagan er ret dygtig. Selvom at hans storfilm, såsom Dr. Sleep og Before I Wake har haft hints af enormt potentiale og en generel forståelse for gysergenrens kneb og teknikker, så er de ikke faldet i alles smag. Men instruktørens tid hos Netflix har bragt os nogle moderne klassikere, såsom The Haunting of Hill House og Midnight Mass, samt relativt solide imitationer i form af The Haunting of Bly Manor og Midnight Club.
Pointen er at Flanagan har demonstreret igen og igen, at han ikke bare ved hvad der virker og ikke virker inden for gysergenrens prekære genreramme, men at han formår at fortælle effektive historier samtidig. Han er, efterhånden, noget ganske særligt.
Derfor er det lidt af en ros at jeg med ro i stemmen kan sige, at The Fall of the House of Usher er blandt Flanagans bedste, og selvom at den ikke er nær lige så uhyggelig som eksempelvis Hill House, der fortsat står som hans uden tvivl bedste værk, så følger Usher meget, meget tæt efter.
Historien er baseret på en historie af den legendariske forfatter Edgar Allan Poe, og er skrevet i 1839 under nogle helt andre omstændigheder. Flanagan bringer selve rammefortællingen til 2023, og bruger den til at fortælle en historie tæt inspireret af opioid-krisen med den kontroversielle Sackler-familie i spidsen. De står, i seriens univers, bag stoffet "Ligodon", der let kan ses som en direkte pendant til Oxycontin fremstillet af Sackler-virksomheden Purdue Pharama (det kan anbefales at du ser dokumentarserien Painkiller på Netflix for at blive opdateret på den igangværende sag). Usher-familien er endelig ved at blive revet fra hinanden af en retsag ledt af statsanklaer Auguste Dupin, men sagen overskygges af at Usher-familiens seks børn pludselig, under mystiske omstændigheder, begynder at dø.
Serien er i otte afsnit og er et miskmask af forskudte tidsperioder, og narrative afstikkere, der væver et effektivt tapet om en familie, og i særdeleshed et søskendepar på toppen, der vil gøre alt for at få succes, for at få uendelig rigdom. Den er velgennemtænkt, solidt orkestreret og til tider sågar hylende morsom.
Det er måske værd at slå fast, at Usher ikke på den måde er en gyserserie. Jo, der er elementer af fra Hill House, og enkelte jump cuts giver det adrenalinpumpende chok som kommer efter hæsblæsende opbygning af effektiv suspense. Flanagan ved hvad han laver, også selvom at uhygge ikke som sådan er Ushers primære mål.
Nej, det er mere absurditeten der skaber komik, og baggrunden der skaber uhygge, i stil med The Menu, Barbarian og The Cabin in the Woods. Usher er også et opgør med pompøsitet, med smagløs overdådighed og de naturlige konsekvenser der kommer af at udnytte andre. Med andre ord; Usher-familien fortjener alt de får, og der er en vis morbid tilfredsstillende i at se skæbnen ske fyldest.
Mix det med bundsolid cinematografi, fantastisk musik og fantastiske skuespillerpræstationer, hvoraf mange kommer fra Flanagans faste cast han har brugt igennem alle hans Netflix-produktioner, og så har du det nogle ville kalde et "must watch".