The Fantastic Four: First Steps
Får den fjerde film om det fantastiske firkløver succes? Vi har set filmen og kommer med et bud.
Velkommen til Earth 828, hjemsted for fire fantastiske helte, som bruger deres superkræfter til at redde menneskeheden. Der er fuldt fart over feltet, og inden længe udvidses de fantastiske fire med et vordende femte medlem, da Sue Storm bliver gravid. Lykken er dog kortvarig, da Jorden trues af den planetfortærende kosmiske kraft Galactus, og så må heltene igen bruge deres skøre kræfter og tænke ud ad boksen for at redde dagen.
Matt Shakman (WandaVision) leger igen med retrofuturisme i filmens åbning, og det er tydeligt, at De Utrolige har været en stor inspirationskilde. Åbningen er sprængfyldt med tegneseriekærlighed og latterlige superskurke som Mole Man, og denne gang slipper vi for den obligatoriske oprindelsesscene, hvor alle karaktererne får deres respektive superkræfter. Lidt ligesom i den seneste Superman-film er det bare fuld fart frem fra starten af. Dynamikken mellem de fire hovedpersoner er veletableret og afbalanceret. Alle får en chance for at skinne, og Michael Giacchinos musik sætter stemningen fra starten. Det starter med andre ord meget lovende.
Men så begynder filmen at føles lidt for meget »been there, done that«, især hvis man allerede har set Rise of the Silver Surfer fra 2007. First Steps er tænkt som en ny byggesten til den kommende Avengers-film Doomsday, men som selvstændig heltefilm tager den kun babyskridt i forhold til at gøre noget interessant ved sit tegneserieforlæg. Filmskaberne introducerer et svært dilemma, som burde have været filmens følelsesmæssige rygrad, men det bliver hurtigt skuppet til side, og det hele ender i stedet i velkendt Marvel-territorium. Det er bestemt sjovt at se superheltene forsøge at finde på nye løsninger for at tackle den fortærende kosmiske trussel, men der mangler spænding her, en eller anden form for tyngde, noget overraskende. Følelsesmæssigt er det ganske enkelt ret kedeligt. De legesyge retro-vibes rækker ikke langt.
Skuespillerne kompenserer dog for det, må man sige. Selv hvis man skulle være træt af at se Pedro Pascal i, ja, stort set alt, så er han faktisk en rigtig god Reed Richards, og Vanessa Kirby er en meget bedre Sue Storm end den fejlcastede Jessica Alba. Ebon Moss-Bachrach er charmerende som den mumlende The Thing, og selv om Joseph Quinn har nedtonet Johnny Storms playboy-status, er han stadig en ganske underholdende karakterer, og endda med lidt mere dybde end tidligere. Faktisk er det primært karakterernes hyggelige familiedynamik, der redder First Steps fra at være lige så charmeforladt som Fantastic Four (2015).
Måske blev vi forkælet af James Gunns skamløst underholdende Superman-film, men First Steps er ikke helt den "must-see"-film, jeg havde håbet på. Helt ærligt, så føles den mere som et kryds i Marvels tilsyneladende endeløse checkliste over interessante IP'er, end som en ny spændende film. Tjek, færdig! Videre til X-Men. Hvor Thunderbolts var et modigt skridt i den rigtige retning for Marvel, så er First Steps noget mere forsigtig. Men den er stadig charmerende, gennemtænkt på det audiovisuelle plan, og et sjovt eventyr for alle Marvel-fans derude. Og så er der endda en post-credits-scene til de mest tålmodige biografgængere, der forbinder Fantastic Four direkte med den kommende Avengers: Doomsday.








