Det er svært, ikke at have lidt ondt af The Game. Doctor’s Advocate skulle have været albummet, hvor han gik linen ud. Albummet, hvor Dr. Dre lagde sine svedigste produktioner, så The Game en gang for alle retmæssigt kunne erklære sig som kongens efterfølger. Der skete bare det, at 50 Cent åbenbart blev så sur over, at Dre og The Game skulle arbejde sammen igen, at Dre trak sine produktioner tilbage og The Game nu står tilbage med et album der lyder af Dre, hylder Dre og gerne vil være Dre. Det er det bare ikke.
En ting er, at produktionerne er tamme, og lyder som skitser taget fra West Coastens samlede overskudslager, en anden er, at The Game ikke vil meget mere med sine rim, end at fortælle lidt om, hvor hårdt livet er, lidt om, hvor sej han selv er og så rigtig meget om, hvor nede han er med den gode Doktor. Pudsigt nok, når nu overlægen i sidste ende slet ikke var med til denne operation.
I The Games verden er Doctor’s Advocate en nyklassiker, fuldt ud på højde med Niggaz4life og Staright Outta Compton, men sådan hænger det ikke sammen i virkeligheden. Doctor’s Advocate når ikke den lovende debut The Documentary til sokkeholderne, og når man ikke engang kan overgå sig selv, hvordan skal man så kunne toppe sine idoler?