Der var engang, hvor jeg elskede Guy Ritchie og hans meget karakteristiske stil. Hans debutfilm "Lock, Stock and Two Smoking Barrels" var vidunderligt bemærkelsesværdig for sin tid og brød nyt land, nedbrød forventninger og fremgangsmetoder - bød på gangstere, historiefortælling og overdreven vold på en måde, som i hvert fald jeg aldrig havde set før. "Snatch" var også sjov. Hans første film om den rock'n'roll-agtige, brølende neurotiske, superintelligente Sherlock Holmes var også meget sjov. Det var stil, når det var bedst, dryppende af karakter og spot-on komedie. Sig hvad I vil om særligt sidstnævnte, men karakter - det havde den. Noget som vi for alvor nu mangler.
Men ja... De sidste 15 år har ikke været gode for gamle Guy. Jeg har ikke kunnet lide en eneste ting, han har lavet siden 2009. "Sherlock Holmes: A Game of Shadows" var noget bras, "The Man From Uncle" var skuffende, mens "King Arthur" også var en fiasko. Derefter var "Aladdin" ikke meget bedre, og "The Gentlemen" (filmen) var for mig bare et kedeligt opkog af "Snatch", men uden den karakter og naturligt snakkesalige dialog, der engang definerede Ritchie, og jeg kunne ikke lide filmen særlig meget. Derfor havde jeg heller ikke nogen forventninger (i hvert fald ikke særlig store) til Netflix' tv-serie baseret på det samme filmunivers. Men jeg tog fejl.
For der er ingen tvivl om, at Ritchie ikke har været så skarp i over 20 år. Her har han formået at vende tilbage til sin gamle stil, nedtone nogle af poseringerne og lade karaktererne ånde i stedet for at forsøge at tvinge dem ud af fjernsynet og ind i mine arme. Det er mindre påtrængende, mere naturligt, og da hver enkelt karakter (af dem, der er i fokus) får mere tid og mere plads, ånder Ritchies snakkesalige gangstersnak på en måde, som den ikke har gjort siden "Snatch". Noget, jeg virkelig sætter pris på.
Historien drejer sig om Theo James' Eddie Halstead, søn af en velhavende engelsk mand, som, da han vender hjem fra sin tid i hæren, opdager, at hans afdøde fars formue er i alvorlige vanskeligheder, åh ... og finansieret ved at være landets største marihuana-farm. Som den nye ejer af dette narkoimperium bliver Eddie viklet ind i blodige fejder med Londons største forbryderbaroner, alt imens hans uvidende storebror og hans kokainmisbrug skaber alle mulige problemer. Det handler om at holde hovedet oven vande, lyve, forhandle, true, stjæle og prioritere, hvem man skal alliere sig med, og hvem man skal lade i stikken, og som sædvanlig med Ritchie er dette en historie fyldt med uventede overraskelser og kløgtigt opbyggede krimikæder.
Netflix-serien er selvfølgelig delvist baseret på spillefilmen, men der er ingen Matthew McConaughey, Henry Golding eller Charlie Hunnam (heldigvis). I stedet er gangsterbossen Mike Pearson for det meste en kortvarigt nævnt figur i baggrunden, hvilket tjener Eddies historie godt. James tager føringen her som Eddie og giver den bedste præstation i sin karriere i "The Gentlemen". Hans evne gør underværker for balancen i dialogen og den generelle tone her, da han spiller karakteren stramt og behersket, mens mange af karaktererne omkring ham er lige så vildt ude af kontrol og udadvendte, som alle er i, lad os sige, "Snatch". Ritchie har haft den gode smag at forankre plottets grundpiller i eftertænksomhed og intelligens i stedet for dårlig impulskontrol og overspillet Cockney-gurgling, og i dette tilfælde gør det virkelig hele forskellen.
"The Gentlemen" er mørk, stilistisk, voldelig, hurtig, sjov og meget god. Ritchies ikoniske stil er ikke blevet forvaltet særlig godt i de sidste 15 år, men den fortjener at blive set på den bedst mulige måde - hvilket den gør her. Fra torsdag den 7. marts byder Netflix på årets mest vidunderlige comeback.