Hører du af og til P3, må du på et eller andet tidspunkt have stiftet bekendtskab med Smother + Evil = Hurt, det underskønne nummer, som på ingen måde ville gøre sig dårligt på den internationale scene. Sangen indeholder den samme grad af flosset følsomhed, som bands i stil med Arcade Fire og Clap Your Hands Say Yeah, har fået mangt et følsomt indiehjerte til at banke hårdere med. Det er en af den slags sange, der kan høres i en uendelighed, og stadig have noget at byde på. En lille klassiker i sig selv, som en smule skuffende også er langt det bedste på The Kissaway Trails debut.
Ikke fordi albummet i sig selv ikke er godt, for det er det. Det hviler i sig selv, og kaster sig hele tiden i nye retninger, uden nogensinde at bevæge sig uden for bandets naturlige univers. Der er bare ingen af de andre skæringer, som formår at blande den samme cocktail af umiddelbarhed og sårbarhed som Smother + Evil = Hurt gør så smukt. Mindre kan dog også gøre det. The Kissaway Trail lyder ikke rigtig som andre bands fra vores lille andedam. Der bliver dog hele tiden skelet kraftigt til de canadiske forbilleder, endda i en grad så det ved hver sang er muligt at lege "hvem lyder det mest som". Alle skal starte et sted. The Kissaway Trail er officielt startet her, og originalitet eller ej, er der tale om endnu en gennemsolid debut i et år, der allerede fra start af tegner betydeligt mere interessant end 2006.