
I sidste uge kunne vi rapportere, at The Last of Us på HBO fik æren af at være HBO's andenstørste seriepremiere i over et årti, kun slået af House of the Dragon. Men den anden episode der netop er udkommet har klaret sig endnu bedre.
Det er blevet afsløret af Warner Bros. Discovery via en pressemeddelelse, at The Last of Us' anden episode allerede er blevet set af mere end 5.7 millioner mennesker, og på samme tidspunkt havde den første episode "kun" 4.7 millioner seere, så noget tyder på at den trender til at slå den første episode i antallet af visninger.
Det betyder desuden at The Last of Us har fremvist "the largest two-week audience growth for an HBO Original drama series ever". Det er ret specifikt, men imponerende alligevel, eftersom HBO har produceret en række succesfulde dramaserier de sidste 10 års tid.