The Penguin

Jeg tror ikke, jeg er den første, der siger, at jeg er ret træt af alle de spin-off tv-serier, vi har kørende lige nu. Åh, selvfølgelig skal vi fortælle historien om Agatha Harkness. Der er så meget, vi ikke ved om Obi-Wan Kenobi, der køler ned i en ørken. Bare fordi vi ikke har set bogstaveligt talt alt, hvad der er at se i en serie, betyder det ikke, at publikum skal se det. Der en pointe i at bibeholde mystikken i nogle universer og verdener, og da jeg satte mig ned for at se The Penguin, frygtede jeg for Matt Reeves' vision for Gotham. Et mørkt, grumset sted, hvor Nirvana følger dig overalt, og det føltes ikke som et sted, vi skulle se for ofte, for at vi ikke skulle blive trætte af det.

Noget af tiden i The Penguin føles, som om den lukker lidt for meget dagslys ind i Gothams magi. Bogstaveligt talt i nogle tilfælde, da nogle scener føles en smule overeksponerede, når det kommer til belysningen, især når man ser på en hvilken som helst dagslysscene fra The Batman. Men for det meste viser The Penguin sig at være et habilt show, der har succes med at etablere Gothams underverden og Colin Farrells søgen efter at kontrollere den.

Endnu en gang er Farrell uigenkendelig som The Penguin. Han er underholdende at se og høre på, ligesom han er i The Batman, men der er lagt en stor vægt på hans skuldre i denne serie. Han er her ikke bare for, at vi skal glo på de proteser, der har forvandlet ham til Oswald Cobblepott, og give Batman nogle tiltrængte lektioner i spansk grammatik. I stedet skal han bære os gennem sit eget eventyr. Han er vores hovedperson, men noget, jeg godt kunne lide ved Penguin, var, at Cobb aldrig er vores helt.

»Hvad nu, hvis pingvinen havde et hjerte af guld?« var ikke det spørgsmål, nogen ønskede at få besvaret i denne serie. Da denne anmeldelse er lidt forsinket (undskyld), har jeg haft mulighed for at se nogle andre indtryk af serien, efter at jeg havde besluttet mig for mit eget syn på den. Jeg har set folk sammenligne Walter White og Tony Soprano med Oswald Cobbs karakter, og selvom jeg ikke synes, at Farrells præstation kommer i nærheden, synes jeg, at det er en interessant kontrast på grund af, hvordan en serie som Breaking Bad er skrevet i forhold til The Penguin. I Breaking Bad ender vi med at heppe på, at Walter vinder, for helt ærligt er de andre karakterer derude lige så slemme, hvis ikke værre, end ham. Han er også klogere og mere taktisk. Men i The Penguin er Cobb simpelthen den heldigste idiot i verden. Han gør nogle smarte ting i starten, men han er styret af sine følelser, som er en stor byrde, der tynger ham ned, ligesom den klumpfod, han bærer rundt på. Oswald Cobb er også et ondskabsfuldt og forfærdeligt menneske, hvilket gør det svært at føle, at man holder med ham, men alligevel ikke kan kigge væk.

Den person, jeg blev mest knyttet til, var Cristin Miliotis Sofia Falcone, eller The Hangman. Der er ikke mange mindeværdige præstationer fra antagonisterne i tegneserier, men Milioti giver sig fuldt ud i rollen som Sofia Falcone, og hendes korte, men væsentlige udvikling i løbet af serien er fantastisk at se. Der er også masser af stærke præstationer i birollerne, f.eks. Clancy Brown som Salvatore Maroni og Rhenzy Feliz som Victor Aguilar. Ingen kommer helt tæt på at vælte Farrell af pinden som seriens bedste præstation, men The Penguin ville ikke være nær så god uden denne rollebesætning.

Selve historien er ligetil, men dog ikke uden en og anden drejning. De første tre afsnit er utroligt stærke, hvor Cobb leger katten efter musen med folk, som han tvinges tættere og tættere på. Derefter får vi en dosis af Sofias baggrundshistorie, som viser sig at være lige så tragisk som spændende, før der kommer lidt stilstand i afsnit fem og seks. De er ikke ligefrem kedelige og har stærke øjeblikke, men det får mig til at føle, at historien kunne have været trimmet mere præcist nogle steder. Fokuser på det, der betyder noget. Cobbs syge, forskruede forhold til sin mor, som helt ærligt er begges fejl. Victors vilje til at overleve i en by, der ikke ønsker det. Sofias uendelige søgen efter hævn, mens uretfærdighederne mod hende bliver ved med at hobe sig op. Det er de ting, som The Penguin gør godt, og derfor føles det ærgerligt, når vi bliver trukket væk fra dem.

Serien kommer heller aldrig rigtig ud af flagermusens skygge. Batman hænger både i luften som en dårlig lugt og er tilsyneladende glemt af de medvirkende, bortset fra den oversvømmelse, som Gækkeren forårsager. Det giver en mærkelig fornemmelse, hvor man tror, at man ser en prequel, der foregår, før Pattinson tog sin kappe og øjenmakeup på, men man ved, at han er der et eller andet sted og bare ser en massiv bandekrig udfolde sig uden rigtig at gøre noget ved det. Ud over simple logiske pointer styrker The Penguin ikke helt sig selv som en serie, der er værd at eksistere. Den tilføjer ikke meget mere til Batman-universet, som ikke kan forklares i en dialoglinje eller to, og selvom det er meget, meget interessant at lære Farrells version af Pingvinen at kende, er jeg ikke sikker på, at vi gør meget andet her end at sætte ham op til en rolle, der ligner den, han spillede i The Batman. Det er et mærkeligt sted, spin-off-serier til tegneserier befinder sig, for hvis de betyder for meget, tvinger man nogen til at se en otte timer lang serie, før de kan forstå en efterfølger til en film, men hvis de betyder for lidt, undrer man sig over, hvorfor vi er her.

Men hvis du er her for at vende tilbage til Gotham og for at se en velskrevet serie, der ikke bliver for lang, så er The Penguin et solidt bekendtskab. Det er en serie, der lover en bedre fremtid for tegneserier, og jeg håber bare, at fremtiden for Marvels og DC's tv-projekter kan leve op til det løfte.