The Plucky Squire: Allerede et af årets mest charmerede indier

Charme og opfindsomhed kan noget på egen hånd, og det ville være decideret unfair ikke at tillægge dem den energi og opmærksomhed disse aspekter af en given spiloplevelse de fortjener. Nej, de er ikke nogen substitut for tilfredsstillende gameplay, men med tilpas meget hjerte er det altså lettere at se igennem fingre med noget der er kende simpelt, eller mangler den forventede dybde.

Tag The Plucky Squire som eksempel. Jo, den skiftende overgang mellem perspektiver er både teknisk imponerende og charmerende, men udover disse formelknæk er det ikke fordi hverken kampe, puslespil eller udforskning byder på noget du ikke har set før.

Men hvad udvikler All Possible Futures mangler på den nøgterne, kynsiske mekanisk front undskyldes med så uendeligt meget charme, så meget hjerte og så meget personlighed, at det indtil videre forbliver en af de stærkeste indie-oplevelser i år, og det er et år hvor vi allerede har fået Hades 2, The Rogue Prince of Persia, Arco og mange andre.

I The Plucky Squire spiller du som Jot, en eventyrer der finder ud af at han i stedet for at være... ja, sin egen, så er han helten i en serie af børnebogsfortællinger. Men en ondsindet troldmand er også blevet klog på dette afgørende faktum, og udnytter den viden til ret så bogstaveligt at bryde den fjerde væg, og lave rav i den. Det er op til dig ikke bare at forpurre hans planer indenfor historiebogens rammer, men også exitte din verden og finde løsninger på det lille bord, hvor både Jot og hele hans univers er blevet opfundet.

Det betyder i praksis at du ser din verden oppefra, lettere isometrisk med klassisk Zelda-agtigt gameplay, dog med enkelte overgang til sidescrolling i enkelte, opfindsomme sektioner, og så til tider springer du ud af bogen, og kan bevæge dig frit i en 3D-verden. For dem der har brug for en mere samlet referenceramme, så gjorde Super Mario Odyssey dette til tider, og blandede nostalgisk sidescroller sekvenser med mere åben, moderne platforming på en sømløs og elegant måde, og det er ikke svært at forestille sig at netop disse har været en central inspirationskilde.

Rent mekanisk afviger spillet synderligt fra de helt konkrete, basale forventninger du har til hver af disse distinkte perspektivindstillinger. Du smadrer simple fjender med dit sværd, samler en enkelt valuta op som kan bruges til at tilkøbe nye evner, der ligeledes kan opgraderes og der er også lidt rudimentær stealth hist og her. All Possible Futures innoverer inden for de to genrerammer, og benytter primært hoppet fra det ene til det andet som et friskt pust, eller for alsidighedens skyld.

Her får jeg den her kombi til at lyde basic, og selvom det delvist passer for The Plucky Squire, så må det for alt i verden ikke tage noget fra spillets unikke charme. Først og fremmest benytter udvikleren sig af en lettere ironisk, næsten sarkastisk narrativ profil, der både tager stilling til hvordan det mon er for fiktive karakterer at finde ud af at de er... ja, fiktive, men det blandes på sømløs vis med masser af jokes, og med en generel selvbevidsthed der virkelig klæder formen. Det oser af charme, hele tiden, og det oser af skaberglæde også, måske også fordi spillet på en måde netop handler om at skabe, at forestille sig og at omsætte sin fantasi til noget mere håndgribeligt.

Det føles godt at spille også i al sin mekaniske enkelthed. Puslespillene med ordene ligner at der er mere Scriblenauts-agtig frihed end der reelt er, og styringen kunne godt have brugt en smule tweaking for at sikre en lidt mere let profil, men udover det er det lige så skønt at spille The Plucky Squire som det er at se på. Det er endnu for tidligt at fælde en dom over den samlede spiloplevelse, men indtil videre er jeg ret sikker på at det vil overvinde mange, både på PC og konsollerne. Desværre udkommer det i en mildest talt travl period, men du bør skabe tid til at få spillet The Plucky Squire. Jeg er helt og aldeles om bord, og har sjældent oplevet et spil der fastholder et smil på læben lige så længe ad gangen.