The Red Star

I den sidste uges tid har undertegnede siddet med et smil på læben ikke ulig det der var at finde hver gang man i sin tid havde købt et syvhundredekroner dyrt, nyt Super Nintendo-spil og det rent faktisk viste sig at være pengene værd. Mens størstedelen af Gamereactor-staben for længst har givet op omkring visse uddrag af undertegnedes foretrukne spilgenrer og oftest vælger at kommentere dem med et halvvejs opgivende smil, er der i den sidste tid blevet kæmpet elektroniske fremtidskrige pakket ind i lækkert, glemt retrostil på undertegnedes konsoller. At Treasure leverede varen med Gradius V, som kan findes andetsteds i bladet her, var næsten at forvente hvis man kender til den lille japanske udvikler. Det var dog nok de færreste der havde forventet at en amerikansk udvikler som Acclaim med sit sidste åndedrag ville kunne levere en så lækker tribut til en længe glemt genre.

The Red Star er dog mere end blot et lækkert spil, for Acclaim har hentet licensen hos amerikanske Archangel Studios’ tegneserie af samme navn. Serien finder sted i et fremtidigt, russisk parallel-univers hvor den mægtige troldmand Imbohl i sin jagt på udødelighed har slået tusinde og atter tusinde af sit eget folk ihjel. Tre soldater beslutter sig for at rebellere efter de selv har været vidner til massakrerne, og herfra tager tegneserien og spillet sit udgangspunkt.

Det er på en og samme gang beundringsværdigt og uforståeligt at Acclaim, velvidende at økonomien ikke er hvad den har været, kastede sig over en genre som i de seneste år egentligt kun har været mindre profitabel på det japanske marked. The Red Star er et shoot’em’up som mest af alt vil tiltale fans af serier som Contra, Metal Slug og dets lige, og for disse gamere vil der være spandevis af kræs at hente.

Der vil ikke være noget at sige til at mindre erfarende kendere af genren, med et blik på spillets første par minutters spilletid, vil tro at der ikke er tale om mere end et ganske enkelt skydespil. Med valget mellem de to figurer Kyuzo og Makita, hvis evner begge er delt om som man kender det, med at den ene værende stor, stærk og langsom og den anden den direkte modsætning, lever spillet med fuld intention videre i klicheernes velbesøgte verden. Hver figur har to forskellige måder at angribe på og det er op til spilleren om man vil bruge skydevåben, eller benytte sig af nogle af de nærkampsvåben figurerne er udstyret med. Forskellige mini-comboer er der også blevet plads til, men frem for bare at være fyld, skal man som gamer med intentioner om at gennemføre spillet, hurtigt finde ud af at disse er essentielle at lære for at kunne klare nogle af de senere baner.

Valget mellem skydevåben og nærkampsvåben skal også vise sig hurtigt at blive den første indikation af hvor udviklerne har hentet sine ideer. Som spillet skrider frem vil der komme flere og flere fjender, som på snild vis skal klares med snedige kombinationer af alle de evner spilleren råder over. Spilleren vil støde på fjender som kun kan klares i nærkamp, hvilket ikke havde været noget problem, hvis de ikke lige havde koordineret deres angreb sammen med fjender som kun kan klares med skydevåben. Denne blanding minder til forveksling om det sort/hvid-element der var at finde i det utrolige Ikaruga, og sørger også i Red Star for at holde på spillerens opmærksomhed hele vejen igennem spillet. Som spillet skrider frem bliver kombinationerne mere og mere bestialske, og før man ved af det, befinder man sig i et virvar af farverige projektiler, samtidig med at man skal bevare fatningen og regne ud hvilke typer angreb der skal bruges på bestemte fjender. Det er magisk!

Hvor spillets sværhedsgrad i starten kan virke for nem, skal der hurtigt vise sig at være mening bag. Efter hver bane bliver man bedømt, og ud fra bedømmelsen bliver man belønnet med en vis portion credits som kan bruges til at opgradere forskellige aspekter af den valgte figur. Bedømmelsen skal dog hurtigt vise sig ikke at tage særlig megen højde ud fra banernes sværhedsgrad, med det resultat at den ene gang man bliver ramt næsten har den samme indflydelse på den endelige bedømmelse, om man har kæmpet mod ti eller hundrede fjender. Resultatet er et system der i spillets start giver rimeligt let adgang til en vis portion credits og dermed powerups, men som i sidste ende vil straffe den sløsede spiller som ikke har foretaget sine beslutninger ordentligt. Et hårdt system der ikke har meget tilfælles med nutidens trend til spil uden megen egentlig udfordring.

Med muligheden for at låse op for en tredje spilbar figur, samt en lækker twoplayer co-op-funktion er vi her på redaktionen slet ikke nået til bunds i The Red Star endnu. Hvad vi har set af spillet er dog indtil videre lutter lagkage for fans af denne genre. Vi venter spændt, og skynder os fluks at importere nogle af tegneserierne hjem for at se om de kan holde niveauet.