The Roots har gennem årene været backing band for adskillige hiphop og soul navne, blandt andre Nas og Jay-Z. Siden 2009 har bandet desuden været husorkester i det populære late night talk show "Late Night with Jimmy Fallon".
The Roots har gennem mange år været symbolet på ægte hiphop og har om nogen vist, at hiphop-grupper kan fungere på absolut topplan. Siden 1990erne har gruppen konstant udviklet deres lyd, og fra at være et chillende ensemble af sjælfulde hiphop-lyde har de taget deres egen lyd og eksperimenteret med alt fra rock til blues og tilbage til hiphop igen, uden at gå på kompromis med deres eget udgangspunkt. Men for The Roots handler alt om at vende tilbage til rødderne, og det har de i den grad gjort med How I Got Over. Dette er ikke endnu et indie-rock-eksperimenterende album som Game Theory og Rising Down til dels var. Tilbage er den mere afslappede lyd og sjælfulde produktioner.
Albummet er i den grad iørefaldende. Der er mange gode omkvæde at finde på pladen. Men man skal ikke lade sig narre, for selv om lyden har gode vibrationer, så er det en mørk tone der følger albummet ud. Med klaverakkorder i en symbiose af fortabthed og mørke slår The Roots en seriøs tone an, og lyrikken formår at være både spændende og seriøs, uden at være fortænkt og kedelig, som oftest kan være problemet når munterheden bliver sat på nulpunktet.
Hvor Rising Down gik mere pop er How I Got Over nemmest at sammenligne med The Roots' tidligere arbejde, specielt fra før årtusindskiftet. Selv om Game Theory ikke solgte godt, er det stadig en af mine absolutte favorit-hiphop-plader, men efter et skuffende salg skiftede The Roots selskab, og hvor Rising Down var et skridt i en mere poppet retning er How I Got Over virkelig The Roots, som gamle fans vil kunne nikke genkende til. Man formår her at fastholde den gnist som man oplever når gruppen går på live, selv med høretelefoner tilsluttet computeren. Det er meget imponerende at opleve en gruppe, der er så dygtige musikere, formå at tillægge deres album en autentisk og live lyd som aldrig bliver hverken elektronisk eller futuristisk.
Det er derfor klart, at de bedste numre er dem, hvor specielt musikken og produktionerne er i førersædet. Bandet spiller simpelthen så stramt, at man føler sig fastklemt mellem et pulserende klaver og en stortromme, der banker taktfast i øregangen, samtidig med glimrende lyriske linjer bliver leveret med sjæl og ærlighed. Ingen anden hip hop gruppe end The Roots formår at føre dette ud i livet, og det er ikke uden grund at The Roots er et af de mest populære live-acts overhovedet.
Som med mange andre The Roots-plader føler man sig lidt en kende forvirret. Det er ofte meget seriøs lyrik der bliver fremlagt, og engang i mellem kan man undre sig over at de mange produktioners forskellighed. Så det bliver aldrig så sammenstemt som nogle måske ville ønske sig. Det gør dog ikke mig noget, da jeg synes det giver gruppen flere strenge at spille på, og en stor variation numrene i mellem. Til trods for de mange roser er albummet dog skæmmet af et par lidt ligegyldige numre.
Overordnet set rokker det dog ikke ved at The Roots - How I Got Over er et ægte hip hop album med sjæl og nerve, og det er virkelig noget man sjældent finder i det elektroniske helvede, vi ellers er landet i. The Roots lyder som en hip hop gruppe fra 1990erne, og savner man den gamle lyd og gerne ville have en ny plade i samlingen, så kan jeg klart anbefale How I Got Over.