The Séance of Blake Manor

Jeg elsker historier om hårdkogte og superlogiske detektiver, som kan løse mordgåder ved, at sporene nærmest taler til dem. Mine favoritter er Sherlock Holmes, Hercule Poirot og den mere moderne Columbo-serie. De kan virkelig sætte min fantasi i gang, og jeg tænker tit, når jeg ser dem, at det kan jeg da også det der. Nu får jeg så muligheden i The Seance of Blake Manor, hvor jeg både skal være logisk og hårdkogt. The Seance of Blake Manor er ude på Steam nu, og jeg vil se på, om man kan få sin detektivfetich tilfredsstillet.

The Seance of Blake Manor foregår i Irland i 1897, hvor detektiven Jim Ward modtager et brev, der beder ham tage til Blake Manor for at undersøge Evelyn Deanes mystiske forsvinden. Han rejser derfor tværs over den smaragdgrønne ø til det afsidesliggende hotel og ankommer klokken 23, efter at alle gæsterne er gået til ro. Man starter udenfor Blake Manor, hvor man fra første færd ser en dame, der står foran hotellet. Da man går hen til hende, forvandler hun sig dog til fire ravne, som flyver væk. Hun efterlader sin kappe, som man tager med ind på hotellet. Her møder man Mr. Varley, den dystre og mørke manager af hotellet, som på ingen måde virker interesseret i eller glad for, at man er ankommet. Da man spørger ind til Evelyn Deane, fornemmer man hurtigt, at han lyver, når han siger, at hun har tjekket ud af hotellet.

Dette er blot det første af mange mysterier, som The Seance of Blake Manor byder på i den 18-20 timer lange historie. En fortælling fyldt med så mange løgne og intriger, at det får Ex on the Beach til at ligne et program, man ser hver søndag på plejehjemmet. Det kan til tider være svært at følge med, da der er over tyve karakterer, man skal tale med, og i nogle tilfælde både beskytte og beskylde. Det er faktisk en god ide at tage noter, bare for at holde styr på løgne og sandheder, og selvfølgelig alle de spor, man finder undervejs.

Det er lidt synd, at spillet ikke har fuldt stemmeskuespil, da omkring halvdelen af samtalerne kun præsenteres som tekst. Desværre kan man heller ikke gøre skriften større, hvilket på et 4K-tv betyder, at man ofte skal sidde tæt på skærmen. Hvis man har udfordringer med øjnene, som jeg har, er det ærgerligt - men det er måske bare et mig-problem. Stemmeskuespillet er heller ikke af højeste skuffe, men det er brugbart og funktionelt. Overordnet set er det dog en fed historie med stærke samtaler. Mysterierne er spændende, og løsningerne åbner konstant op for nye mysterier, hvilket fungerer virkelig godt.

The Seance of Blake Manor har nogle fede, men også krævende mekanikker. Alt foregår nemlig på en timer. Når man undersøger det store hotel, skal man hele tiden være opmærksom på, at alt, hvad man foretager sig, koster tid. Bruger man for meget, ender man i en såkaldt fail state, som i princippet betyder game over og en tur tilbage til ens seneste savegame. Man skal derfor konstant overveje, hvad man undersøger, og hvem man taler med. Dette kan man holde styr på i sin journal, hvor man laver hypoteser og forsøger at løse de gåder, som de mange gæster præsenterer én for.

For eksempel klikkede jeg på alt i foyeren, da jeg ankom, som man gør i klassiske adventurespil. Det endte i en fail state, og jeg måtte vende tilbage til et tidligere tidspunkt i spillet. Jeg valgte derfor at starte kapitlet forfra for at være mere sparsom med min tid. Klokken 23.42 havde jeg løst gåden, som jeg ikke vil spoile her, og blev derefter ledt til mit hotelværelse.

Her faldt jeg i søvn, og i de efterfølgende drømme stødte jeg på en af de gådetyper, man bliver præsenteret for i spillet. Her skulle man løse prikgåder, hvor man skulle trække streger mellem prikker uden at krydse hinanden. Der var tre af dem, før jeg kunne vågne op. Jeg ser ikke helt relevansen af disse sekvenser, andet end at de polstrer spilletiden. Gåderne er rimelig nemme i starten, men bliver gradvist mere udfordrende. De dukker op mellem hver dag, og det var ikke den del af spillet, jeg nød mest.

Noget andet, der kan føre til disse fail states, er visse farlige handlinger. For eksempel kan man kort efter ankomsten til hotellet klatre op ad en dørkarm, hvilket ender med, at man falder ned. Og så er det fail state city. Det sender tankerne direkte tilbage til de gamle Sierra-spil, som var fyldt med den slags fælder. Jeg var ikke fan dengang, og jeg er heller ikke fan nu. Det føles som en straf for at være nysgerrig, og det bryder jeg mig ikke om. Det kunne helt klart have været håndteret bedre.

Efterhånden som man nærmer sig sandheden om Evelyn Deanes skæbne, samler man flere og flere spor og taler med de mange mennesker på hotellet. Sporene gemmes i ens journal, hvor man kan samle dem i konklusioner og hypoteser. Her beskriver man de løgne, man har afsløret, og hvordan fysiske spor passer sammen med de forklaringer, man har fået. Det åbner op for nye dialogmuligheder, og det fungerer rigtig godt. Man føler sig oprigtigt klog, når man efter lang tids efterforskning endelig får overblik over, hvad der er sandhed, og hvad der er løgn. Det er mekanikker, der virkelig får én til at føle sig som en rigtig Sherlock Holmes.

Jeg kunne dog sagtens have undværet de mange fælder, som spillet smider i vejen. Det havde været rigeligt, hvis fail states kun opstod, når man løb tør for tid. Som det er nu, føles det igen som en måde at forlænge spilletiden på.

Spillet har et fedt grafisk udtryk og føles som at bevæge sig rundt i en levende tegneserie. Måden karaktererne præsenteres på, er også ganske charmerende. Der leges meget med lys og skygge, og der foregår mange overnaturlige ting på hotellet. Allerede i de første minutter ser man både damen udenfor og et hurtigt glimt af et lysende skelet. Hotellet gemmer tydeligvis på hemmeligheder, som det helst vil holde for sig selv. Stemningen er helt i top, og musikken ved præcis, hvornår den skal træde i karakter for størst mulig effekt.

Vil jeg anbefale The Seance of Blake Manor? Ja, det vil jeg. Det er et lille spil lavet af et studie med begrænsede ressourcer, men de har lavet et virkelig flot stykke arbejde med de værktøjer, de har haft til rådighed. Jeg havde været helt oppe at ringe, hvis det ikke var for de mange fail states, som føles unødvendige og som ren polstring. Men har man en lille detektiv i maven, så er det her svaret på ens drømme. Og hvem har ikke drømt om at være en hårdkogt detektiv - bare engang imellem?