Jeg var syv år gammel, da jeg så The Toxic Avenger for første gang, og jeg husker, hvor ulækkert syg, smattet klistret, grim, voldelig, håbløs og fuldstændig vidunderlig den var. Jeg elskede den, og juleaften året efter gav min søde morfar mig den ikoniske actionfigur, der forestillede Troma Entertainments snorgrønne helt - en figur jeg legede med, indtil armene faldt af. Troma kom de følgende år til at præge dele af min opvækst. Jeg og to venner faldt pladask for det univers, dyrkede skraldefilm som Sgt. Kabukiman og Class of Nuke 'Em High, og Troma blev ligesom vores ting. I lange perioder var vi ret overbeviste, i vores egen lille boble, om at vi var de eneste mennesker i verden, der kommunikerede gennem tilfældige Troma-referencer fra det, der i bund og grund er verdens dårligste B-film.
Toxic Avenger (2023) er skrevet og instrueret af Macon Blair, som blandt andet stod bag den stærkt undervurderede Hold the Dark (2018) samt Netflix-komedien Brothers med Josh Brolin og Peter Dinklage i hovedrollerne som uens brødre på afveje. Det mærkes hurtigt, at Macon naturligvis også, ligesom mig, voksede op med Tromas film, og at han har et særligt forhold til deres neongrønne forbryderbekæmper. Det mærkes, at Macon har skrevet, instrueret og produceret filmen på egen hånd for sin egen fornøjelses skyld frem for at forsøge at tilfredsstille andre, og det er efter min mening altid en bedre opskrift på underholdning end den fokusgruppebaserede, bestyrelseslokale-orienterede filmproduktion, der præger biograferne i dag. The Toxic Avenger (2023) endte dog med at koste en hel del mere at gøre færdig, men for at være helt ærlig så kan de millioner ikke rigtig mærkes i den nye film på samme måde, som pengemanglen konstant gjorde sig gældende i den gamle, og jeg ville så utrolig gerne vide, hvad - ud over skuespillerlønninger og lidt grønt smink/latex - der kunne koste så meget i produktionen af denne film.
Historien er i sig selv meget ligetil og enkel, som den bør være. Peter Dinklage spiller Winston Gooze, der til daglig arbejder som rengøringsmand hos den multinationale medicinalgigant Bi-Toxiphetamine Hydroxylate, som forgifter det halve af byen med ulovlig dumping af kemisk affald. En gruppe nysgerrige journalister graver frem, hvordan firmaet håndterer giftige stoffer ulovligt og planlægger at afsløre dem i en artikel, da den ondskabsfulde direktør Bob Garbinger (Kevin Bacon) træder til. Dødsmetalbandet Killer Nutz har bijob som brutale lejemordere, de slagter en af journalisterne og skyder den helt uskyldige Winston (Dinklage) i hovedet, inden de smider hans krop i det kemiske affald, der forgifter byen. Her bliver Toxic Avenger født, da kræftmetastaserne i Winstons hoved muterer med den giftige, radioaktive slim, og da han vågner til live, ser han ud, som han gør, og er straks klar til en blodig hævntogt.
At Peter Dinklage (og Liusa Guerreiro) spiller Winston/Avenger er for mig ubegribeligt. Toxic Avenger er jo i originalfilmen - og i tegneserien - snarere over to meter høj og ultrastærk. Til spørgsmålet om, hvorfor Game of Thrones-stjernen Dinklage fik hovedrollen og dermed ændrede hele karakteren fra grunden, har Macon Blair svaret, at det handler om inklusion. Det er en fin idé, men her bliver det ikke til meget mere end ren parodi. Dinklage er ganske vist okay i denne film (for en gangs skyld), men at sådan her fungerer Avenger bare ikke rigtigt for mig, og det er her, filmens største problem ligger. Det ses i alle slåskampe, at Dinklage/Guerreiro har svært ved at bevæge sig under al den latex og sminke, og når han/hun med sin radioaktive gulvmoppe kæmper mod almindelige modstandere, bliver det hurtigt fjollet - især fordi koreografien er tilpasset den enorme højdeforskel. Hele ideen om, at Toxic er en neongrøn, ustoppelig kæmpe med smeltet, muteret, hæsligt ansigt, går i høj grad tabt her.
Det bliver heller aldrig rigtig sjovt, sådan Troma-skørt, som det burde være, og som originalen altid var - bevidst eller ej. Kevin Bacon ser ud til at have det fantastisk i rollen som nådesløs skurk, men mange af opgørene mellem Winston og Bobby føles bare som en dårligere version af de samme scener mellem Frank Darbo og Jacques (Kevin Bacon) i James Gunns vidunderlige B-film Super (stadig hans bedste film). The Toxic Avenger (2023) løfter sig aldrig helt, og jeg tror, at det i høj grad skyldes Dinklage og den castingbeslutning. Han er ganske enkelt helt forkert her, og de ændringer, der er lavet på selve karakteren, fungerer desværre ikke. Der er charme og masser af splatter, bevares - men Toxic Avenger havde fortjent bedre.