Det startede nu egentlig meget godt for drengene i The Vines fra Australien. Men efter to udgivne albums og en del succes og omtale, gik det for alvor galt for den allerede noget berygtede forsanger Craig Nicholl.
En liveoptræden i hjembyen Sydney endte med en ustyrlig Craig og en daværende bassist, der valgte at udvandre midt i koncerten grundet Craigs opførsel. Craig fik konstateret en autismelidelse og behandling var påkrævet. Nu er de tilbage med det tredje album, der bærer præg af et pessimistisk livssyn, en oprørsk tilgang til tilværelsen med titler som F*k Yeh og Futretarded.
Der er en syrlig tone, og teksterne minder nu mest om dagbogsuddrag skrevet af en forbitret teenager. Det mest opløftende er dog den eksplosive rock, der kendetegner store dele af pladen. Især Don’t Listen To The Radio er en lytteværdig rockudladning. Intet nyt og revolutionerende, blot en masse guitar og en forsanger, der har været helt nede og kysse den grumme asfalt.