The Whispered World

Jeg havde en samtale med en bekendt forleden. Vi sludrede nostalgisk om en genre vi altid har elsket - adventure-spil. Titler som Monkey Island, Day of the Tentacle, og i særdeleshed Grim Fandango, var alle essentielle dele af vores barndom og opdragelse. Jeg har bare altid haft et problem med genren, specielt som jeg blev ældre - jeg er umiskendelig ringe til at spille dem, og sidder konstant fast, indtil jeg enten giver op, eller finder hjælp i en guide på nettet.

Det er også en meget god beskrivelse af min oplevelse af The Whispered World. Men før jeg går ind i den diskussion, skal jeg have nævnt hvor charmerende flot det her spil er.

Du kunne selvfølgelig bare kigge lidt længere nede på siden, hvor vi har et par screenshots fra spillet, men jeg vil også lige ledsage dem med et par ord.

Den kunstuddannede Marco Hüllen har en utrolig sans for at skabe et eventyrligt univers, så man på den anden side af skærmen føler sig transporteret til en anden verden.

Farverne er mangfoldige og fantastiske; sære skabninger er charmerende og interessante. Spillet er nærmest en billedbog for voksne. Ærgerligt at man så ikke havde penge eller tid nok til at gøre de korte film, der jævnligt dukker op, på højde med resten af spillet. De er ganske grimme, når man kommer fra selve spillet, og det skæmmer desværre helhedsindtrykket.

Historien starter dog godt. En tør og træt stemme meddeler i spillets introduktion, at han mangler kræfterne til at fortælle en komedie, så vi får historien om en dreng, en dreng der vil ende med at være verdens undergang.

Drengen hedder Sadwick, er en klovn, og spillets hovedperson. Uvidende om sin skæbne, har han som andre små drenge drømme om at blive noget stort. Han er ikke tilfreds med at fortsætte familiehåndværket, og gør oprør imod en omverden, han ikke bryder sig om, når han kan. Det indebærer tit tortur af følgesvenden Spot, der er en blanding imellem et tusindben og en hund.

Spot fungerer som spillerens personlige schweizerkniv, som dyret lærer forskellige evner igennem spillet. Har man brug for at veje noget ned, kan du for eksempel forvandle Spot til en tung kugle. Det er sådan set det eneste som The Whispered gør anderledes med genren, hvor man ellers render rundt og samler ting op, for at bruge dem på andre ting, så man kan komme videre. Altså samme formel vi så tyve år siden.

Hvis vi vender tilbage til den indledende diskussion, er mit problem ikke i formlen som sådan. Mit problem er, at jeg ikke finder det særlig underholdende at sidde fast i et spil, fordi jeg ikke lige kan gennemskue hvilken dims der nu skal bruges på dingenoten.

Et eksempel: Sadwick skal have fat på et par bukser, der er under ham på en klippeafsats, så min første tanke er at lede efter noget, der gør hans rækkevide længere. Efter at have ledt efter en sådan dims i mange minutter, giver jeg op, og går derefter tilbage til klippen for at se om jeg overså noget. Nope.

For at gøre et eller andet, prøver jeg systematisk alle de ting jeg har på mig. Jeg når til en rotte, jeg samlede op tidligere, og Sadwick udbryder noget lignende; "tjah, hvorfor ikke? Jeg har jo prøvet alt andet!". Så sænker han rotten ned, ved at holde den i halen, der derefter bider fast i bukserne. Min "hjælp" til at jeg skulle bruge rotten, var en hurtig sidekommentar, da jeg fandt den, hvor Sadwick observerede, at den rotte godt nok var glad for gammelt tøj.

Det var ikke et enestående tilfælde. Enhver der vil forsøge sig med The Whispered World, skal væbne sig med tålmodighed, en god hukommelse, og være klogere end mig.

Et andet hurtigt eksempel; et reb skal skæres over, men Sadwick vil ikke bruge den økse jeg har, da "den er for svær at håndtere". Irritationsmomenter for mig, men ganske sikkert stor fornøjelse for andre.

Men - og det her er vigtigt - The Whispered World er et godt spil. Selvom det går lidt i genrefælden, ved at være lettere kryptisk, har spillet styrkerne hvor det tæller.

Grunden til at jeg elskede adventure-genren, var at spillene ofte fortalte en god historie. Genren har altid været en fremragende måde at fortælle en historie på, om vi så snakker humor, eller noget mere dramatisk. Man er i historien lidt på samme måde som i en bog, hvor hovedpersonens tanker følger ens opdagelse af en fremmed verden, og dialogen, og karaktererne, er i højsædet.

Jeg blev rørt af The Whispered Worlds historie, da slutteksterne gik over skærmen. Spillet er en meget personlig fortælling om de problemer en lille dreng har med at blive voksen, og den er fortalt med et utroligt melankolsk synspunkt, iscenesat i en Disney-agtig tegnefilmsverden. Spillets fascination med undertøj er også ganske fornøjeligt.

Det er ikke et spil for alle, og var jeg ikke blevet sat til at anmelde det, var min tålmodighed sluppet op langt før den rørende slutning. Man forsvinder dog i eventyret til sidst, hvis man hænger på.