Siden debutten 'Fantastiske Mandag' fra 2006 har Thomas Buttenschøn markeret sig som en musikalsk gavtyv, der med glimt i øjet, krøl på stemmen og en umiskendelig personlig signatur har leveret velskrevet pop af den ubekymrede og ligefremme slags. Men som hovedpersonen selv ganske rigtigt har sagt i forbindelse med udgivelsen af 'Køter', er det vigtigt ikke at stå i stampe.
Måske derfor har Buttenschøn på dette sit tredje album valgt at gå nye og mere alvorlige veje og eksperimentere med konceptalbum-formen - eller så tæt som man nu kan komme på det i en popsammenhæng.
Ikke at der faktisk er så meget nyt under solen rent genremæssigt. Buttenschøn og band bevæger sig stadig rundt i den folkelige blanding af pop, rock, singer-songwriter og funk, som han befinder sig så godt i. Nej, eksperimentet ligger dels i tekstsiden, der med ulykkelig kærlighed som gennemgående tema over albummets 12 sange fortæller historien om et forlist parforhold og de konflikter og sindsstemninger der uundgåeligt følger, og dels i sammenkoblingen mellem genremæssigt udtryk og tekstmæssig stemning. Så langt så godt.
Nu er kærlighed (og specielt den ulykkelige af slagsen) bare en rigtig svær størrelse at tilføre et troværdigt (endsige originalt) udtryk indenfor pop-genren uden at forfalde til banaliteter og sentimentalitet, og trods en prisværdig indsats lykkes det ikke ubetinget for Buttenschøn.
Stort set alle albummets, i øvrigt ganske glimrende, numre holdes tilbage af et svingende tekstniveau, hvor regulært gode og finurlige rim som "jeg sidder som en doven køter og ser på flyttefolk der går og flytter rundt på vores hundehus" ledsages af flade banaliteter som "hvorfor skal livet være så hårdt, ja hvorfor elsker hun Morten Korch" (begge fra titelnummeret).
Og det er ganske ærgerligt. For Buttenschøn er udstyret med en skæv, charmerende og indtagende vokal der sender tankerne i retning af en ung C.V. Jørgensen og det lykkes ham i glimt at fremmane de minder og stemninger, som vi alle i et eller andet omfang slæber rundt på. Sangskrivningen er solid (men vil for nogle tmåske række lidt for meget på den gyldne danske 80'er popscene) og de mange gode numre er pakket ind i en knastør, ærlig og lækker produktion, der ikke kan sættes fingre på.
Men sammenstødet mellem det banale og det geniale er for tydeligt til, at man som lytter for alvor kan tage Butterschøns fortælling på 'Køter' alvorlig og albummet fremstår derfor som et friskt og modigt forsøg der, uanset hvor meget potentiale der gemmer sig mellem linjerne, ikke yder bagmandens ambitioner fuld retfærdighed.