For mange af os er det åbne hav og de enorme dybder i sig selv rigeligt skræmmende. Følelsen af det ukendte, det totale mørke og det faktum, at du ikke kan trække vejret dernede, er nok til at give de fleste gåsehud. Og nu har vi fået endnu en ting at frygte, hver gang vi dykker ned under overfladen - uanset hvor usandsynligt det så end er i virkeligheden.
Som den nye tagline til Whalefall så fint minder os om: "The odds of being swallowed alive by a whale are not zero." Det må man sige passer på vores hovedperson, der må være et af de mest uheldige mennesker på planeten, da han i filmen bliver slugt hel af en kaskelothval og nu har voldsomt begrænset tid til at slippe ud igen.
Filmen har Josh Brolin og Austin Abrams på rollelisten, hvor sidstnævnte drager ud for at lede efter resterne af førstnævnte, hvilket i sidste ende fører til, at han selv bliver slugt af hvalen.
Traileren afslører ikke, hvad der sker efterfølgende, men det ligner allerede nu et rent mareridt for enhver med snerten af klaustrofobi. Du kan se traileren herunder og begynde at grue for premieren på Whalefall, som lander til oktober.