Total War: Attila

Jeg kan dårligt sige, at jeg blev yderligere overrasket af det, jeg så, da jeg tog de første forsigtige skridt ind i The Creative Assemblys mødelokale i udkanten af London. Intet på turen havde overrasket mig indtil da. Hverken forsinkelsen, at min nervøse taxichauffør mistede sin p-billet eller den stereotype britiske frokost, der bestod af chips, fritter, flere fritter og en kun lige frisk sandwich kunne ryste mig ud af min hellig-ny-frisure-trance.

Så da jeg, efter at have tilbragt en halv time i samtale med tre skallede hollændere, tog omtalte forsigtige skridt, var det med et selvgodt "jeg tænkte det nok", at jeg slog mig ned for at lytte til dét, jeg troede ville være en halv times præsentation om den næste DLC-kampagne til Total War: Rome II. Det, der fulgte, var fire timers langsom, men metodisk udført forbløffelse.

Total War: Attila ville ikke, som jeg tidligere troede, være en udvidelse til Total War: Rome II. På trods af dets åbenlyse ligheder med udvidelsen Barbarian Invasion til Rome: Total War fra 2004, havde The Creative Assembly noget helt andet i posen. I løbet af et kvarter gik jeg fra "det bliver en ny DLC-kampagne" over "en stor udvidelse, måske?" til "okay, men det bliver den samme type spil, ligesom med Napoleon og Empire: Total War". Og der blev jeg så i et kvarter mere, mens kommunikationschefen Al Bickham gjorde sit bedste for at overdøve de pomfrit-spisende hollændere.

Det er mere end trehundrede år siden, at Total War: Rome II-kampagnen sluttede, og Europa henligger i mørke. Nogen havde ved et uheld skruet ned for projektorens lysstyrke i mødelokalet, og den korte trailer, som Al viser os, illustrerer lidt for godt, hvorfor tiden efter Romerriget kaldes den mørke middelalder. Dystopiske videoklip ledsaget af en truende monolog, af selveste Attila, og det bliver hurtigt klart for mig og mine kolleger, at Total War-serien har fået sin første antagonist.

Al forklarer, at året er 395 efter Kristus, og Romerriget er lige blevet delt i en østlig og en vestlig del efter årtiers intern og ekstern konflikt. Mod nord hvæsser goterne deres økser, og der går rygter fra øst om hunnerne og alanerne. Det vestlige Romerrige står over for en borgerkrig, og selv i det mere stabile østlige Romerrige er der masser af problemer. Stadig længere og koldere vintre sender mere krigeriske nordboer mod syd, og sygdomme hærger over landet. En forsigtig hånd ryger langsomt i vejret fra en ung, nervøs brite, der indtil nu har gemt sig bag den høje hollænder og derfor undslap mit undersøgende blik.
- Bliver det ligesom... Napoleon til Rome II, spørger han med skælvende stemme, mens tre andre journalister, der skulle til at spørge om det samme, tager hænderne ned igen samtidigt, og Al udveksler trætte smil med sine kollegaer.

Al svarer ikke, i hvert fald ikke i min heftigt dramatiserede og pyntede genfortælling, men vender sig om og nikker til den bestegne centurion ved siden af ham, som med et smæld fra pisken hidkalder ti blonde plebejere med vin og druer, der skal holde os beskæftiget, mens Al booter en tidlig version af spillet.

"Tidsforskellen mellem Rome II og Attilla er større end mellem Medieval II og Empire. Tiden er middelalderens første dage og den adskiller sig både arkitektonisk, kulturelt og militært fra tiden før", forklarer en stammende programmør.

Alle bekymringer om genbrugsindhold, udgiverkonservatisme eller udviklerdovenskab forsvinder snart, da jeg over de næste timer både får lov at se og opleve dét, der ser ud til at blive præcis det spil, som The Creative Assembly har brug for til at genvinde publikums gunst efter den blandede modtagelse, som Total War: Rome II fik. For mens Rome II blev skabt efter nøgleordene "større, pænere og mere tilgængeligt", og også solgte mere end noget andet Total War-spil, er Total War: Attila karakteriseret ved øget dybde og forhøjet sværhedsgrad, i åbenlys harmoni med dets apokalyptiske image.

The Creative Assembly har besluttet at bekende sig til den stadig heftigt debatterede teori, at det til dels var radikale klimaændringer, der drev de nordlige nationer mod syd på uundgåelig kollisionskurs med romerrigerne. Et permanent snedække, der langsomt rykker sydpå, mens vintrene bliver stadig længere. En tvivlsom beslutning i forhold til autenticiteten, men en genistreg i forhold til spiloplevelsen. Længere vintre betyder ikke blot lavere indkomst og mindre fødevareproduktion, det tjener også som konkret motivation for både spillere og computerkontrollerede kongeriger til at søge sydpå mod varmere jagtmarker og simulerer således historiens faktiske gang.
Folkevandringer medfører selvfølgelig både religiøse spændinger og alle mulige slags sygdomme, og Total War: Attila vil simulere dette mere detaljereret end noget tidligere spil i serien. Rome II's kultur er erstattet af religion, og de velkendte religionsagenter bliver genintroduceret, men spillerne vil også kunne udskifte deres kongeriges religion, for eksempel hvis en anden religion synes at få overtaget, eller hvis en anden religionsbonus er mere tillokkende.

Mindre appel har de forskellige typer sygdomme, som udvikleren lover. Der er ikke sat navne på dem endnu, men ligesom religioner har de forskellige karakteristikker og effekter, der følgelig har indvirkning på, hvor hurtigt og på hvilke måder, de spredes, og hvordan de påvirker den by, hær eller karakter, de rammer. Det kan være klogt at suspendere al handel med et sygdomsramt land eller at sætte en ramt by i karantæne, indtil den er kommet sig. For at gøre det lettere eller sabotere tingene yderligere for spilleren, har de også genindført "Squalor-systemet" - Elendighedssystemet - der symboliserer en bys sundhedstilstand. Jeg synes at være den eneste i rummet, der kan se det sjove i, at de har valgt en by, der ligger næsten præcis i dét, der i dag ville hedde Essex, England - den stereotype arbejderklassehovedstad - for at fremvise elendighed og sygdom.

Alting, understreger Al, handler om at skabe fornemmelsen af forestående undergang, når man står over for den uundgåelige hunnerinvasion. Attila og hans folkeslag vil underligt nok ikke være spilbare, men The Creative Assembly ville hellere opbygge seriens første egentlige antagonist ved at lade spilleren læse rygter om et voksende kongerige i øst og dets mystiske, onde leder i løbet af spillet, inden det endelige uundgåelige sammenstød. Al og resten af de tilstedeværende udviklere tilbageholdt bevidst detaljer om designet af hunnerne, og om hvorvidt de senere bliver gjort tilgængelige for spillerne i form af indhold, der kan downloades, men beslutningen om ikke at gøre dem spilbare virker stadig mærkværdig.

Med den korte demonstration af kampagnekortet får vi en guidet rundvisning gennem de ulykker, der har ramt det vestlige Romerrige. Vi ser en mere forståelig, fleksibel og informativ brugergrænseflade, en ny kortoversigt med nyttige nye overlejringer, et Civilization-agtigt teknologitræ, stamtræets tilbagekomst og et mindre restriktivt kamera, mens Al selv utrætteligt plaprer videre om et nyt system til at visualisere og dele en spillers kongerige på eksempelvis spillets forum. Hvad dét konkret betyder er stadig uklart, men det er sikkert ensbetydende med en hel masse grafer.

Mens de blonde plebejere fodrer journalisterne med endnu flere druer for at kompensere for det, de fleste af os sandsynligvis ikke synes var særligt interessant, afslutter Al demonstrationen ved at fremvise en af de mere spektakulære nye features i Total War: Attila, nemlig evnen til fuldstændigt at ødelægge en provins. En spiller vil når som helst kunne vælge at ødelægge en by og nedbrænde dens forstæder, så kun en komplet smadret provins af rygende ruindynger står tilbage. Byen kan genopbygges, men det vil kræve både tid og penge, og provinsen vil fungere alvorligt hæmmet i mange år fremover.
Lyset tændes, og vi går ind i lokalet ved siden af. Der står selvtilfredst smilende spiludviklere på begge sider af os, og før jeg når at tænke over hvorfor, ser jeg svaret; to rækker af computere, som står klar med et kampscenarie for at fremvise nogle af tilføjelserne til og ændringer i kampdelen.

"Jeg skal advare jer om", siger Dom Starris, som ikke er en grunge-rapper fra Essex, men kampagnedesigner på Rome II, "at dette slag er frygteligt svært. I har omkring to timer, men I skal ikke tage jer af, hvis I ikke kan gennemføre selv i tredje eller fjerde forsøg; De fleste kan slet ikke".

Smilene bliver bredere, mens jeg og mine hollændere sætter os ved vores egne computere, og med et selvtilfredst "held og lykke" overlader Al os i Dom Starrs uventet hjælpsomme hænder. Efter at have fået et hurtigt overblik over slagmarken, forstår jeg, hvad han mente med frygteligt svært. Jeg styrer en lille vestromersk garnison i en krigshærget by et sted i Storbritannien. De forklarer, at byen ser ud som den gør på grund af en belejrende hær af invaderende angelsaksere, og jo længere tid en by er belejret, desto mere udtæret og skadet ser den ud på slagmarken.

Var den slet ikke blevet belejret, men angrebet med det samme, ville vi have kunnet se civilbefolkningen på gader og pladser, som pludselig afbryder deres daglige gøremål for enten at flygte eller i få tilfælde gribe til våben for at bistå forsvarsstyrkerne. Selv må jeg stille mig tilfreds med én general til hest, to enheder medium spydkæmpere, fire enheder lidt tungere sværdtropper, én kavaleristspejder, to enheder armbrøstmænd og to murmonterede katapulter. Over for mig står omtrent dobbelt så meget af det hele og lidt til.

Mens jeg ser mig omkring og fumler med mit keyboard i et forsøg på at åbne det forbedrede oversigtskort, får Dom øje på mig. Med sin bedste "forklar-for-dumme-journalister-der-ikke-ved-hvordan-man-spiller-strategispil"-stemme begynder han at fortælle mig om, hvordan jeg kan udkommandere mine enheder og anvende evner, og hvilke nye features, jeg skal holde øje med. Jeg skal åbenbart være forsigtig med det nye dynamiske ildsystem, som lader eksempelvis ild fra en brændende bygning sprede sig til de omkringliggende bygninger, træer eller barrikader og således brænde hele kvarteret (eller mere) ned. Ildebrande i en by resulterer i formindsket kampånd hos de forsvarende styrker, og tunge reparationsomkostninger for den, der har kontrollen over byen, når kampene er forbi. Jeg regner ikke med at løbe tør for brændende bygninger, da der står fire katapulter uden for mine mure, og da det fjendtlige fakkelbærende infanteri stikker ild til alle bygninger, de kommer forbi, uanset om deres herrer ønsker det eller ej.

Jeg får også at vide, at jeg kan opstille interimistiske barrikader på visse af et antal udvalgte steder i byen. De fungerer som små mure, som man kan placere tropper på, men som ganske nemt kan ødelægges af katapulter såvel som "melee"-enheder og brande. Det ses, at han er vant til at hjælpe begyndere, men jeg er holdt op med at høre efter for længe siden; Jeg har en plan. Rutinerede fingre sætter barrikader op, gør kavaleriet klar til at flankere deres fire katapulter og afspærrer hovedgaderne.

"Har du spillet meget Total War?"
"En del".

Dom går videre til hollænderen ved siden af mig, som nu endelig har spist alle sine fritter, og jeg benytter lejligheden til at se mig omkring på slagmarken. Det er et meget mere detaljeret og realistisk miljø end i nogen af de tidligere Total War-spil. Der ligger bondegårde langs de mange veje, der går ind og ud af byen, og byen såvel som de mange omkringliggende landsbyer ser både slidte og beboede ud. Der er ingen genbrugte elementer fra Total War: Rome II i syne, og jeg er meget spændt, da jeg vælger at afslutte planlægningsfasen og starte slaget.
Efter fem minutter hører jeg det første kraftudtryk fra rækken over for mig. Den unge brite har tabt. Han får et par tip af Dom og prøver igen, men ikke før yderligere to brøl fulde af eder har lydt, denne gang fra de to hollændere til højre og venstre for mig. Der går fem minutter mere før de sidste to bandeord høres fra den tredje hollænder og en nyankommen anden brite. En ny cyklus bandeord går i gang, da de alle sammen prøver igen (og igen og igen), men selv kæmper jeg videre.
Og så, knap et kvarter efter vores to-timers kamptjans begyndte; en dyrekøbt sejr. Halvdelen af mine tropper er tilbage, og de af fjenderne, der ikke ligger livløse under mine udmattede armbrøstmænd, flygter gennem den halvt udbrændte by. Jeg går ud fra, at de har overdrevet scenariets sværhedsgrad en lille smule, og spørger, om jeg må spille en gang til. Han kigger forvirret på mig, kaster et blik på skærmen og ser så på mig igen. "Øjeblik", siger han og forlader rummet.

Da han kommer tilbage, har han Al og mange af de tidligere smilende udviklere med sig, og jeg er mere end bare lidt forvirret. Når jeg ser tilbage på det, plejer jeg at forestille mig, at de var ledsaget af konfetti, trompeter og tyve jonglører, da de fortalte mig, at jeg indtil videre er den eneste i verden, der har vundet slaget i første forsøg (bortset fra verdens bedste Rome II-spiller, men han tæller ikke).

De resterende timer er indhyllet i en tåge af indbildskhed, og min imaginære beskedenhed ligger glemt mellem de besejrede angelsakseres lig. Før jeg vidste af det, var jeg tilbage på hjemlig grund, begejstret over det, der meget vel kan være en af de mest overraskende presseevents, jeg har oplevet. Jeg er forhåbningsfuld omkring Total War: Attila; Der synes at være rettet op på mange af Rome II's største fejl, og den nye dybde er bestemt tillokkende, men i hvilken stand spillet er, når det bliver udgivet på et tidspunkt i løbet af næste år, er umuligt at forudsige, specielt når det handler om The Creative Assembly. Bugs kan jeg på den anden side leve med, når bare jeg får den statue af mig, som de fuldstændig uden pis lovede at rejse et sted i Rom.