Total War: Attila

Creative Assembly har lavet en række tilføjelser og dermed har de skabt en sandkasse med en væld af muligheder. Endnu engang er der en turbaserede kampagne, der udspilles på et verdenskort, som komplimenteres af real-time-kampe, der finder sted i en vifte af forskellige lokationer. Denne gang gælder det ikke kun om at opbygge sit imperium, da klimaforandringer og en plyndrende hær er katalysatorer for en kæmpe omvæltning på kontinentet. I den turbaserede kampagne emigrerer forskellige samfund for at undgå lange vintre og skarpe sværd. At stammerne flytter omgivelser, skaber en dynamisk ændring på tværs af Europa. En af Attilas store styrker er, at selvom der er masser af historiske paralleller, er der stadig plads til uventede hændelser, der kan ændre kursen og udfaldet på kampagnen.
 

Der er en god blanding af spilbare fraktioner. De barbariske stammer, Saxon og Franks, er udfordrende muligheder, der involverer flytning og ekspandering. De vandrende stammer, Goth og Vandal, er også svære at mestre takket være den nye horde af mekanikker (du får forskellige bonusser, når de flytter til deres nye kongerige), men ligesom med barbarerne er der også forskellige muligheder for at udtrykke sig som spiller på verdenskortet. Som det ofte er tilfældet med Total War-spil, starter man som spiller på et givet udgangspunkt, og derefter får man friheden til at omskrive historien. Du kan også følge begivenheder som de udfoldede sig (eksempelvis er en mission, når man spiller som Visigoths, at plyndre Rom, eller du kan tage Vandals til Nordafrika), eller som sagt kan du vælge din helt egen retning og tage historien en anden vej end beskrevet i historiebøgerne.

Sassanid-stammen repræsenterer en mulighed for en lettere sværhedsgrad, takket være dennes startposition: En roligere base at styre og dermed en chance for lettere ekspansion. Det er en fremragende mulighed for en Total War-nybegynder. Hunner-stammen og dens hær af ryttere vil være et attraktivt valg for både nybegyndere og øvede spillere (det kan dog tage en rum tid at lære nuancerne og mulighederne i den våbentunge hær). De tilbyder verdensomspændende ødelæggelse og består af vandrende hære, der vælter ind og ud af konflikter - spiller man som Hunnerne, så handler det ikke så meget om at erobre i traditionel forstand, men mere om at plyndre og stjæle fjenders fraktioner og afpresse dem til at hædre dig.
 

Som spiller kan man også vælge at kontrollere enten det østlige eller vestlige Romerrige. Det er en lækker mulighed for Rome II-spilleren, der fik opbygget en spirende nation til en massiv mastodont i sidste omgang, og som gerne vil forsætte denne historie. Her er der noget for enhver type spiller; du kan enten kontrollere et svulmende imperium og vedligeholde dette, eller du kan lede en lille stamme til sejr og hæder. Eller, det er ikke givent, at det at lede en lille stamme involverer særlig megen sejr og hæder, og måske skal nogle spillere sætte deres forventninger og mål lidt lavere end det og blot satse på at overleve. Det er let at "skyde over målet" i Attila og to gange tabte vi spil, fordi vi gabte over mere end vi kunne klare.

Det historistiske tilbageblik på urolighederne holder spillet interessant og den dynamiske sandkasse byder på mange overraskelser. Med så mange forskelligtplacerede stammer og kræfter, der rejser sig på tværs af kontinentet, er der ofte en uforudsigelig drejning på enhver beslutning man tager.

Creative Assembly har dog tilføjet et par nye elementer til den turbaserede del. Det mest mærkbare er, at der er skruet op for politiske intriger og kampen om magten i hver fraktion. De har forsøgt at give dit samfund en smule personlighed ved hjælp af begivenheder i spillet, men mange af beslutningerne er så tørre, at det er svært at skabe et forhold til karaktererne.
 
Det også en smule svært at gennemskue, hvordan systemerne spiller sammen. Vi har dog ikke prøvet at lede nogle af vores fraktioner ud i en decideret borgerkrig, men det er en reel mulighed. Vi værdsætter idéen om at tilføje mere til den politiske del af spillet, men det kunne godt have været leveret en anelse bedre. Det er svært at identificere sig og investere følelser i karakterne når de bliver præsenteret som "endnu en menu at klikke igennem". Her er der virkelig plads til forbedringer, og vi glæder os til at se hvor CA tager spillet hen i fremtiden.
 
På kampscenen er tingene nærmest som de altid har været, men nye egenskaber som dynamisk ild og historierelevante enheder bevirker, at kampene fortsat føles friske. Der er en række subtile ændringer fra Rome II, som fans helt sikkert vil værdsætte, og som altid virker det til at Creative Assembly har gjort deres hjemmearbejde.
 
Siege-delen er blevet forbedret, og der er flere muligheder for spilleren, når de enten angriber eller forsvarer højborgene. Mindre byer har nu muligheden for at være mere defensive, og med soldater, der stormer gennem barrikader og kæmper deres vej til erobringspunkter (nogle enheder er bedre til at erobre end andre); at kæmpe mod byer og samfund er helt klart blevet mere interessant. 
Der er også et bedre flow i kampene, eftersom det er lettere at mobilisere tropperne end tidligere. Det er højst sandsynligt den vigtigste ændring med tanke på kampene på slagmarken. Den flydende frontlinje ændrer klart på spiloplevelsen. Det er mindre hektisk end før, og der er flere muligheder for at trække tropper tilbage, når tingene går skævt. Det er virkelig godt, når det udspiller sig til ens fordel, for så er det velkomment at kunne trække skadede enheder tilbage for at hjælpe med at vende udviklingen og bakke ud. På den anden side er det ret irriterende, når en fjende mobiliserer og vender tilbage for at bekæmpe dig. Men sådan er krig. 
 
Kampagne-kampene er komplimenterede af masser af indstillingsmuligheder og ligesom online-delen, er spilleren i stand til at bruge en mængde point på selv at vælge enheder og derefter sende dem ud mod en fjende efter forgodtbefindende. Men man kan også spille igennem historiske begivenheder, og disse definerede slagmarker tager spilleren med kloden rundt til steder, hvor vigtige kampe fandt sted på forskellige tidspunkter i historien. Prikken over i'et i online-delen er, at der også er en co-op-kampagne, denne havde vi dog ikke mulighed for at prøve.  Men kort sagt er der masser at tage sig til.
 
Da den anden af vores kampagner fik en brat ende, og vi så småt var begyndt på den tredje, var vi kommet frem til den konklusion, at vi godt kunne lide Total War: Attila, ganske meget endda. Men vi føler også, at CA måske skal begynde at blande posen en smule mere i fremtiden, fremfor bare at lægge nye lag af features på toppen af den eksisterende ramme. De fleste af de nye kampagnefunktioner komplimenterer de gamle, men kampagnen begynder at føles en smule oppustet nogle steder. Uanset hvad, kan vi ikke sige andet end, at den underliggende formel stadig virker. Den seneste tilføjelse til serien er mere fokuseret end Rome II, men der er stadig plads til pludselige scenarier og uventede drejninger, hvilket er rart. Det er måske ikke et stort skridt frem sammenlignet med Rome II, men Attila står stadig som en værdig tilføjelse, og scenen er bestemt sat til hvad end Creative Assembly kommer med næste gang.