Total War Saga: Thrones of Britannia

Året er 878, og Storbritannien er i kaos. Et hav af familier og klaner påstår at være de retmæssige herskere af de britiske øer, eller dele her af, og oven i købet har Danerne også valgt at slutte sig til festen. Vikingerne ankom godt 100 år tidligere for at plyndre, men mange vendte ikke hjem. I stedet slog de Kong Alfred af Wessex i kamp, og erobrede York. Flere og flere af de britiske konger begyndte at give efter for vikingerne, men Alfred var fast besluttet på at smide dem tilbage i det hav de kom fra. Vi befinder os nu i en tid, hvor magtstrukturen er sprunget vidt åben, og alt kan ske. Her starter A Total War Saga: Thrones of Britannia. Det er et åbenlyst valg af periode af Creative Assembly for et Total War-spil. Storbritannien var ikke altid et stort kongerige, men mange små klaner og kulturer. Det gør det til et ideelt sted for Creative Assembly at lade gameplayet udspille sig. På den anden side er det også et betydeligt mindre geografisk område, end hvad vi tidligere har set i Total War. Deres sidste store historiske udspil var Attila, og siden da har Warhammer været deres store frontløber, men alt imens har Creative Assembly haft et separat hold til at udtænke det næste historiske spil. Ud af denne proces kom konceptet A Total War Saga: Et selvstændigt Total War-spil som ikke er ligeså omfattende som tidligere titler, men i stedet et koncept hvor de kan udforske mere specifikke og lokale historiske perioder, men samtidig også udvikle videre på Attila-motoren. Da konceptet samtidig var for stort til at være en udvidelsespakke, endte det altså som sit eget selvstændige projekt.

Set i lyset af konceptets præmis, skal man være forberedt på at Thrones of Brittania ikke tilbyder helt det samme format som spillere har været vant til tidligere. Der er ikke en kæmpe variation de forskellige fraktioner og klaner i mellem, ej heller er der det store skel mellem hærenes visuelle udtryk. Det man i stedet for får, er et forstørrelsesglas på en lokal magtkamp, og et mere personligt og intimt forhold til konflikten. Og det er en intens konflikt!

Som førnævnt er spillet baseret på den samme motor som drev Attila. Der er derfor ikke den store grafiske opgradering. Det gør dog ikke så meget. Total War så godt ud før, og det gør det stadig. Til gengæld kunne den generelle præsentation godt stå stærkere. Den føles en smule skrabet, og hurtigt begynder man at savne noget som placerer en dybere i verdenen. Man mangler lidt en fornemmelse af, hvordan livet i virkeligheden så ud i det første årtusindes Britannien. Spillets introsekvens er som sådan flot nok. Den består af lette animerede illustrationer med en effektiv grafisk stil. Desværre er hver enkelt fraktions introduktion ikke synderligt imponerende. Godt nok vækker illustrationerne minder om indgraveringer og des lige man blandt andet har fundet ved keltiske udgravninger, men i den lette animerede udgave bliver de en smule for nuttede. Det ligner et dukkespil. Det giver en følelsesmæssig forvirring i forhold til hvordan man skal forholde sig til spillet helt overordnet. Der er heller ikke meget flair over menuerne og brugerfladen. Alle karakterens ikoner ligner hinanden, og det samme gælder bygninger og rekruttering. Men efter lidt tid gennemskuer man det nemt, og problemet bliver mindre. Menuerne i sig selv er dog overskuelige. Det er nemt at bygge og opgradere bygninger, og har man spillet tidligere spil, finder man nemt ud af det. Nybegyndere vil dog rode forvirret rundt i starten, men sådan har det altid været med Total War. Læringskurven kan være lidt stejl. Det er dog mere tilgængeligt end nogensinde før.

Selve kortet tager sig godt ud. Der er ikke den store variation fra del til del - der er trods alt ikke den store forskel i klima, men årstiderne giver lidt krydderi til det hele. Selvom kortet geografisk er mindre end tidligere, så føles det reelt set ikke mindre. Jeg har ikke talt dem alle, men antallet af provinser føles ikke markant mindre. Det vil tage mange runder at rejse fra den ene ende til den anden. Desuden er søveje en vigtig ting. For det første er mange provinser lokaliseret på mindre øer, specielt oppe ved Skotland, og for det andet ankommer der med jævne mellemrum plyndrende vikinger. Overordnet set fungerer kortet godt, og tager sig godt ud, men i længden bliver det lidt ensformigt. Snart har man set alle kamppladser og områder. Creative Assembly har dog puttet ekstra energi ind i alle provinsers hovedstæder. Jeg har ikke set dem alle, men indtil videre er jeg ikke stødt på to der var ens. Det hænger sammen med at provinser fungerer på en lidt anden måde - men det vender vi tilbage til. Specielt mere kendte byer som Dylfin (Dublin) har fået unik behandling. Med store hære er der potentiale for nogle interessante Siege Battles. Der er mange strategisk muligheder. Generelt kan man dog sige at 878 ikke var en periode som var synderlig spændende når det kommer til arkitektur. Det er selvfølgelig troværdigt nok, men der er også kedeligt at se på meget af tiden.

Lidt det samme gør sig gældende når det kommer til hærene. De ligner hinanden. Naturligvis har de forskellige klaner, forskellige enheder. Vikingerne har stærke øksekrigere og færre heste. Wessex har et stærkere kavaleri, men bliver gokket i nøden af søkongernes bersærkere. Der er dog ikke den store forskel i uniformer - der er ikke nogle farverige udfoldelser. De sidste par år er mine Total War-timer gået til Warhammer, og set i forhold til her, er Thrones of Brittania ganske uinteressant at kigge på. Igen, det er historisk korrekt, men også lidt kedeligt. Når det kommer til grafikkens kvalitet, er der dog ikke noget at sætte en finger på. Det ser ud som det skal.

Der er fem overordnede fraktioner med hver to spilbare klaner. De spænder fra søfarende vikinger til kulturdrevede keltere. Hvor den visuelle præsentation ikke gav dem den store forskel, fornemmer man den dog hurtigt når man spiller dem, at der er tale om forskellige folkeslag. Nogle starter med et stort område, mens andre starter med et lille område, baseret på deres historiske placering og status i 878. Wessex har mange territorier i Sydengland allerede fra start, og ligger således nummer et på magtskalaen. Til gengæld er der meget at holde styr på fra start. En irsk klan som Mide, eller nogle af de keltiske klaner, starter med et lille område, men til gengæld har de en stærk religiøs tro på at de er de retmæssige herskere. Det kommer også til syne i de små mekanikker som er specifikke for hver fraktion. En klan skal måske hvert år afholde en festival hvor befolkningen gerne ser at der er fred og mad nok, og en anden har måske et horn i siden på nabolandet. Disse kulturforskelle, indbyrdes imellem dem, gør at man får lyst til at prøve dem alle, og at man bliver mere investeret i konflikten. Man får et personlig forhold og en stolthed til sin klan.

Som sagt er der et hav af provinser, på trods af det tilsyneladende mindre område, og provinserne er her man vil opdage en ændring fra tidligere spil. Hver provins består af en by og som regel to mindre landsbyer, men det er kun provinsens hovedstad som fungerer som en fæstning. Enhver kan altså, uanset hærens størrelse smutte ind, og erobre eller plyndre en by. Det åbner spillet op på en rigtig god måde. Man har mulighed for at genere modstanden selvom de er meget stærkere, og selv er man altid lidt sårbar uanset hvor stærk man er. Det er altså ikke muligt at bygge den berygtede skildpadde som langsomt bare bliver større og større. I hvert fald har modstanderen mulighed for at stikke til den på en måde som ikke var mulig før. Provinser er meget nemmere af håndtere, når det kommer til at bygge og administrere. brugerfladen giver et godt overblik, og det er ganske tilgængeligt.

Mønstring og rekruttering af hære er også blevet ændret en smule. Så længe man befinder sig i eget territorie, kan man mønstre soldater øjeblikkeligt. Man skal ikke vente til de er blevet "bygget". Til gengæld bliver de kun rekrutteret med ca. 25% af deres fulde styrke. Det skal forstås på den måde, at generalen hidkalder kampdygtige mænd fra nærliggende gårde og byer, men det tager lidt tid inden de er blevet fuldt ud kampberedte. Det giver en god dynamik. Man kan hurtigt mønstre en hær, men det tager nogle år før de er erfarende soldater. En anden mindre ændring er teknologi, og den giver god mening. Spillet foregår på et mindre område i en kortere tidsperiode. Derfor er teknologi baseret på de handlinger du foretager dig. Eksempelvis kan man først forbedre sine nærkampssoldater når man har rekrutteret ti enheder. Det gør det dejligt nemt at forholde sig til. Man udvikler den teknologi som man bruger, og som derfor passer til ens spillestil.

Et vigtigt område i ethvert Total War-spil har altid været diplomati. Her er der også fortaget småjusteringer, men ellers ligner det sig selv. Der er alle de sædvanlige muligheder: alliancer, venskabsdeklarationer og så videre, men der er ikke nogen handelsaftale. Man handler automatisk med andre som man ikke ligger i direkte konflikt med. Det gør hele den økonomiske administration meget mere simpel. Man skal blot tænke på at udvikle sin industri, holder sig gode venner med dem man ønsker, og så ellers bare slagte resten. Det skal dog ikke forstås på den måde at diplomati er simpelt. Det er en yderst delikat ting. Relationer kan også forbedres ved at karakterer, klaner imellem, gifter sig. Creative Assembly har lagt meget vægt på karakterer, og påstår nu at de skulle opføre sig mere troværdigt i forhold til deres personlighed. En utilregnelig general er utilregnelig. En løgnagtig nobel er bedragerisk. Jeg synes det var svært at fornemme om dette var tilfældet. Generelt lagde jeg dog mærke til at en blodtørstig viking sjældent var sky for at gå i krig, og at jeg tit skulle bestikke korrupte adelsmænd. Det lader til at det giver mere mening hvad karaktererne fortager sig på kortet.

En vigtig del af spillet er at holde styr på de interne forhold i ens rige. Og der er mange ting at holde styr på. Der er naturligvis den lokale orden: Er folk utilfredse, gør de oprør. Der skal være mad nok, kirker nok og ikke for meget krig. Det kommer til udtryk specielt i det som kaldes War Fevour. Det er et udtryk for hvor glad befolkning er for krigsførelse. Så længe man vinder, er folk glade, men når krig begynder at underminere samfundets ressourcer, eller man ganske enkelt bliver ydmyget på slagmarken, så vender stemningen. En anden vigtig del er den noble del af befolkningen. Der er kongen, guvernørerne og generalerne. De kan have en svingende mængde af loyalitet og indflydelse. Hvis deres indflydelse bliver for stor, set i forhold til kongen, så begynder der at opstå problemer. Kongen er naturligvis lederen, og ham man som spiller knytter sig mest til. Specielt hvis man har ham med på slagmarken. Han kan blive set som regulær krigshelt og nærmest være en legende blandt befolkningen. Alt går godt, men en dag falder han i et slag. Det kan være hårdt at se hans uduelige søn overtage, og intriger og interne magtkampe pludselig florerer i ens ellers så stabile kongerige. Med det er også vildt sjovt.

Selve kampene er som de plejer i Total War. De er rigtig meget som de plejer. Så meget, at der ikke er noget synderligt at berette. De forskellige typer soldater er naturligvis unikke for spillet, men de holder de samme traditionelle positioner: nærkamp, bueskytter og kavaleri. Det er trods alt en grundstruktur som der ikke rigtig kan viges fra. Som sædvanligt er det sjovt, men det er mere af det samme. Måske er det bare mig, men det virker som om AI'en klarer sig bedre. Siege Battles har altid været et ømt punkt, og noget som Creative Assembly har kæmpet med at få programmeret tilfredsstillende. Det er heller ikke perfekt i denne omgang, men det er godt. Fjenden ændrer mere logisk formation og position, hvis det giver mening. Bueskytter holder sig godt på afstand, og AI'en ved hvilken type soldater den skal sende mod dig. Kampene er gode, store og sjove - men der er ikke noget banebrydende nyt.

Der er en del godt at sige om Thrones of Britannia. Det er en interessant historisk periode, rent politisk og konfliktmæssigt, som giver grobund for mange store slag. På den visuelle side er designet dog mere kedeligt, og det er netop på grund af selv samme periode. Måske er jeg bare blevet forvænt med de fantastiske væsener i Warhammer, men alt har tendens til at virke en smule ensformigt. Man bliver dog opslugt af konflikten og magtkampen, og selve kortets konstruktion er rigtig god. Man ønsker vitterligt at herske over Storbritannien, hvilket også gør at spillet kan opsluge absurd mange timer af dit liv - som ethvert Total War-spil forresten kan. Grundlæggende er der dog ikke så meget nyt at komme efter. Derfor vil jeg mest anbefale spillet til fans af de historiske spil - eller til nybegyndere da det er det mest tilgængelige af alle Total War-spil jeg har spillet. Til alle andre vil jeg stadig anbefale Total War: Warhammer, og dets efterfølger. Det bliver dog interessant at se hvilke andre perioder de vælger at bruge i denne nye serie: A Total War Saga.