Ovenpå den utilsigtede lækage om Bungies nye spil, Destiny, er der kommet flere afsløringer omkring Activision op i retsagen mellem udgiveren og to tidligere ansatte.
Denne gang fortæller retsdokumenterne om, hvordan Call of Duty: Modern Warfare 2 var på nippet til at blive overdraget til Treyarch efter en række uoverensstemmelser mellem Activision og de forhenværende Infinity Ward-chefer Jason West og Vince Zampella.
En intern e-mail sendt af Dave Stohl til Mike Griffith peger på uvished omkring fremtiden for Modern Warfare 2. Blandt andet skrev Stohl i sin tid: "Vi bør også diskutere hvad plan B skal være. En mulighed er, at Steve og jeg tager derud, men der kunne stadig være en stor risiko ved at få projektet (Modern Warfare 2) færdigt, afhængigt af hvordan holdet tager det".
Han tilføjede: "At Treyarch overtager det nu, er også en mulighed, men den er skræmmende givet den stramme tidslinje. Det skulle nok være en kombination af de to".
E-mailen nævner også et forslag som Activision ville have West og Zampella til at overveje "uden følelser", men uden videre detaljer.