Veto-frontmanden har længe haft gang i solokarrieren, men dette er første album, der ikke bliver udgivet under et eller andet obskurt alias. Denne åbenlyse tilkendegivelse har affødt et album, der er betydeligt bedre end de foregående. Man er ikke i tvivl om, hvem der sidder bag knapperne og skruer de her velsmurte numre sammen. Det er en vidunderlig mikstur af autentiske instrumenter, og elektroniske elementer, der flettes så fint sammen med Troels' sublime vokal. Netop vokalen er så gennemtrængende og speciel, at man nærmest kunne mene, at han er tvangsindlagt til at beherske den så godt, som han nu en gang gør.
End Scene er den første sang, jeg hæfter mig ved. Man er ikke i tvivl om, at det er Troels, der er idémanden i Veto, og det afspejler sig også kraftigt i soloprojekterne. Den karakteristiske opbygning af lavmælte og langsomme beats, der langsomt bygges op til et eksplosivt og bredt lydunivers er gennemgående på albummet.
Shine Your Light er et glimrende eksempel på, hvordan Troels bruger sin vokal i en nærmest desperat, men stadig bevidst eksperimenterende grænseflade, hvor han bevæger sig imellem egentlig lyrik og et utal af langtrukne "uuuh-uuh-uuuuh". Alt sammen smeltet sammen med en masse klap, der kunne forestilles at være udført af en masse mennesker stampende i rundkreds, mens Troels kalder på de højere magter i midten.
Albummets sidste nummer, Nothing Comes To Those Who Wait, er en genistreg, der gemmer sig for enden af denne strøm af gennemført kreativitet. Generelt er lyrikken det bærende element i Troels' numre, og han formår at fremføre det med en sikkerhed, der nærmest er uretfærdig. Det er følelsesladet og storartet, samtidig med det er tilgængeligt og fordøjeligt. Hvis man tør dykke længere ned opdager man hurtigt, at teksterne indeholder en skræmmende realisme, og at det egentligt ikke kun er en lang badeferie med svedige, elektroniske beats, der er at finde på det her album. Det er ganske enkelt så gennemført, at det næsten skulle være kriminelt.