Svenske Massive Entertainment har i øjeblikket travlt med at finpudse Frontiers of Pandora, der udkommer senere på året, og herefter kaster de sig for alvor over et nyt stort projekt sat i Star Wars-universet.
Det betyder også, at der ikke helt er de samme ressourcer som tidligere til at arbejde på The Division-serien, som de søsatte tilbage i 2016. Siden da er serien blevet en stor succes, og derfor har andre Ubisoft-studier fået lov til at arbejde på licensen.
Red Storm Entertainment arbejder i øjeblikket på et free-to-play spin-off kaldet The Division: Heartland, der blev afsløret i maj sidste år, og nu er endnu et projekt blevet præsenteret.
The Division Resurgence er som de øvrige titler et tredjepersons skydespil med RPG-elementer, der foregår i en åben verden. Det bliver gratis at spille, udkommer til Android og iOS "inden længe," og foregår ligesom The Division i et ødelagt New York.
Du kan se en trailer til spillet herunder og læse mere på den officielle hjemmeside.
