Dansk
Gamereactor
nyheder

Udviklere hader Unitys nye installationsgebyr

Ikke ligefrem overraskende, når det oprindeligt ville koste dem penge, hver gang nogen slettede og geninstallerede deres spil, spillede det på to forskellige enheder, og meget mere.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Der har gennem årene været mange diskussioner om, hvor stor en del af spils omsætning Epic Games Store, Steam, GOG og andre digitale butikker tager, men der er også en mindre omtalt part, der kræver sit stykke af kagen, før en udvikler og/eller udgiver kan begynde at profittere på deres spil: Spilmotorer. Unreal Engine og Unity er to af de mest populære, og Epic har justeret indtægtsfordelingen et par gange på det seneste. Nu er det Unitys tur, og deres nye tiltag har ikke ligefrem fået en god modtagelse af udviklerne.

Et blogpost afslører, at Unity fra 1. januar 2024 vil introducere det, som ganske enkelt kaldes Unity Runtime Fees. Det kommer helt og holdent til at erstatte indtægtsfordelingen, eftersom spiludviklere i stedet skal betale Unity et gebyr, hver gang deres spil bliver installeret på en enhed. Gebyrets størrelse varierer, afhængigt af hvilket Unity-abonnement de har efter at opnå visse milepæle. Unity hævder, at denne ændring kun vil påvirke en lille håndfuld spil, men de sociale medier får det til at se ud, som om rigtig mange har et problem med det.

The Among Us-udviklerne hos Innersloth delte deres bekymringer, efter Another Crab's Treasure-udvikleren Aggro Crab var et af de første studier til at gøre modstand mod Unitys tiltag, og de er ikke ene om det. Cult of the Lamb-udvikleren Massive Monster er et af mange andre studier, der truer med at skifte spilmotor, hvis det rent faktisk bliver til noget.

Det er ikke ligefrem underligt, når den oprindelige ide var at opkræve gebyret, hver gang et spil blev installeret første gang og på tværs af forskellige enheder. Heldigvis trak Unity lidt i land i en kommentar til Stephen Totilo hos Axios, så udviklere/udgivere nu kun skal betale for den indledende installation og ikke demoer (medmindre der er tale om Early Access eller lignende varianter, der inkluderer hele spillet), abonnementstjenester og velgørenhedstilbud. Alligevel ser det ud til, at langt de fleste forholdsvis kendte udviklere ikke bryder sig om Unitys tiltag, så det bliver interessant at se, om de laver en kovending, trækker mere i land eller står helt fast.

Hvad mener du om det nye tiltag Unity Runtime Fee?

Udviklere hader Unitys nye installationsgebyr


Indlæser mere indhold