Skip to main content
Gamereactor Ufo & Yepha - Ingen som os

Ufo & Yepha - Ingen som os

Det er i en bunker under det århusianske byliv, at Kristian og Jeppe holder til, når de laver svedige rim og tracks under aliaset Ufo & Yepha.
Marie-Louise Wagner 23 marts 2006

Vi mødte dem og deres fyrige håndtegn første gang i 2003, da de tog landets radiostationer og clubs med hittet Hver Dag. I november 2003 udkom albumdebuten U vs. Y, som blev modtaget med en blandet misfornøjelse. Dog en præsentabel debut fra de unge rappere fra Svendborg.

Men det var ikke slutningen på det hæsblæsende eventyr - tre år og en hel del mere hår på brystet senere, har Ufo & Yepha forsøgt sig med en gylden toer. De to ungersvende har taget kampen op med at skrive, indspille, producere og mikse alt materialet til det nye album selv. Dette kan måske være grunden til, at deres andet album ikke blev ligeså gyldent, som en opfølger gerne skulle være, hvis man skal bevise sit værd i en hård og uretfærdig verden som denne. Jeg kommer i hvert fald hurtigt til at savne lidt mere alsidighed i beats, og et overforbrug af synthesizer pynter ikke meget på helhedsindtrykket. Når det så er sagt, så må jeg bukke mig i støvet og kaste almen streetcredit efter drengene, når det kommer til teksterne og deres sans for et ægte og helstøbt flow.

Et hurtigt view henover tracklisten på albummet, hvor titler som Ingen som os, Århus W til C, Ung, Dum og Trendy, giver én indtrykket af et par drengerøve, der har ladet pennen indhylle hverdagens skønne ironi med et twist af selvfedhed. Dette indtryk bliver på det voldsomste bekræftet efter et par gennemlytninger, hvor de i åbningsnummeret slår fast, at der er Ingen som os, der formår at gøre deres ting - ingen som os, der forstår at få et track til at sving’.. Men de er stadig vokset en del siden debuten, og den umiddelbare selvfedhed er helt i orden, når man opdager deres selvironi, der præger albummet.

Singlen Op Med Håret, der har udartet sig til en landeplage på højde med Hver Dag, må tilskrives at være albummets absolutte højdepunkt. Den har allerede gennemgået en voldsom eksponering i det ganske land, hvortil en hyped video indeholdende Colgate-smil, søde piger og vanvittige mængder af pastelfarver, har tilført nummeret en vis coolness. Op med håret, som det synges af den århusiansklydende indianer i reverse er et hit, som kan tåle at blive skamlyttet igen og igen. Dette er ikke mindst på grund af underholdningsværdien af teksten, hvor hippietøser og almen kropsbehåring står for skud, men også fordi det understøttes af et svedigt beat, der får hovederne til at nikke på stribe. Generelt et helstøbt album på tekstsiden, som desværre lider under manglende opfindsomhed i de musikalske arrangementer. Men der er stadig enkelte hiphop-perler, hvor Ingen som os og Hængekøjen let kunne blive fremtidige hits, der når ud til det brede publikum - om det så er til fyraftensbajere i skurvognen, eller der er dømt tøsefnidder på pigeværelset.

Fuld profil 95 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.