
Den ukrainske udvikler Frogwares er selvfølgelig ligesom alle andre i landet påvirket af den russiske invasion og de voldsomme kamphandlinger. Det forhindrer dem dog ikke i at arbejde videre, og nu har udvikleren præsenteret et nyt spil - en fuldbyrdet remake af Sherlock Holmes The Awakened.
Det originale eventyrspil fra 2007 kombinerede udviklerens to store passioner: Sir. Arthur Conan Doyles ikoniske detektiv og H.P. Lovecrafts skræmmende univers. Frogwares har dog udviklet sig meget siden dengang, og derfor bygges spillet op helt fra bunden af med en grafisk stil, der læner sig op af deres seneste spil, det glimrende Sherlock Holmes Chapter One.
Sherlock Holmes The Awakened kommer efter planen til PC, PS4, PS5, Xbox One, Xbox Series X og Nintendo Switch. I løbet af de kommende dage vil spillet få en Kickstarter-kampagne, der lover bonusser og belønninger til de fans, der støtter studiet i den svære tid. En trailer vil også snart blive præsenteret, men indtil videre må vi nøjes med billederne herunder.