Skip to main content
Gamereactor Hardware Urbanears Plattan 2 BT
Hardware

Urbanears Plattan 2 BT

Urbanears har begået endnu et headset, og det har de gjort ganske fortrinligt.
Magnus Groth-Andersen 1 januar 2018

Urbanears er relativt nye på markedet. Ikke i den forstand at de ikke har mange års erfaring med at kreere æstetisk prangende grej til et marked der kun får flere og flere stærke konkurrenter, men at det først er i de seneste par år at producenten for alvor er begyndt at spille med musklerne. Dette er blandt andet sket via deres Connected Speakers, et forsøg på, som med mange andre, at tage tronen fra Sonos, men det sker også via en række headsets. Der er en række modeller at vælge imellem, og alle vælger de at gå efter en let 80'er-æstetik med klare pangfarver, og et simpelt og effektivt visuelt design.

Nu har Urbanears udgivet hvad man kan kalde en flagskibsmodel i form af Plattan 2 BT, en trådløs udgave af den allerede eksisterende Plattan 2-model, der kan afspille trådløst via bluetooth, er ganske billig at have med at gøre, og headsettet leverer simplicitet frem for alt andet. Vi har fået muligheden for at teste det, og synes ganske godt om det.

Først og fremmest testede vi Plattan 2 BT i tomatrød. Det lyder ikke flatterende, men ligesom iPhone 5C-modellen er der en glæde i at have et stykke elektronik der reflekterer noget personligt. Netop derfor er det at give valget til forbrugeren en absolut fryd, og noget som flere producenter bør overveje, i stedet for altid at tilbyde det samme Audi-farvespektrum som "sort sølv", "mørkt sølv", "sølv sort" og "metallic mørk sort sølv sort". Desværre forholder det sig sådan, at Urbanears kun tilbyder fem forskellige farver til Plattan 2 BT, hvoraf tomatrød er den mest flamboyante af slagsen. Går du derimod efter den kablede version, der i øvrigt koster halvt så meget, er der lige pludselig 11 farver at vælge imellem. Det lyder måske som en overfladisk klage, og det er det vist også bogstaveligt talt, men det betyder noget for helhedsindtrykket at kunne vælge den farve man lige havde tænkt sig - særligt når det lader til at farverne er hele pointen med producentens produktserie.

Udover det er Urbanears Plattan 2 BT blandt de mest æstetisk smukke headsets vi har haft med at gøre her på Gamereactor, og det siger ikke så lidt, særligt når producenter som Marshall rutinemæssigt udgivet smukke, 50'er-inspirerede headsets. Heldigvis skiller Urbanears sig både ud med et stof-agtigt, taktilt udseende, samtidig med at det er anonymt. Faktisk er det anonymt farverne til trods, og det er ganske imponerende. Kopperne justeres ved at trække dem på lille bøjle i hver side, som har tilpas meget modstand til at de ikke justerer sig selv hvis man eksempelvis løber samtidig, og udover en tænd/sluk-knap, en volumenknap og en microUSB-indgang til opladning, så er der ikke så meget andet i forhold til funktionalitet. Tændknappen kan dog bruges til at navigere i din musik, som er ganske smart hvis man ønsker at skifte nummer på cyklen, men det er ikke funktionalitet men simplicitet der har været i højsædet - og det er egentlig til at forstå.

Selvom prisen måske synes en kende høj ved 799,-, særligt når habile konkurrenter som Plantronics BackBeat 500 fås til cirka 649,-, så er lyden heldigvis ganske nuanceret, og selvom man måske kunne frygte at balancen i bassen ville lide ved det begrænsede on-ear-design, så er der balance og mere til at finde i Plattan 2 BT. Lyden er rund og dyb, og volumen kan gå tilpas op til at du stadig omsluttes af musikken, podcastet eller hvad end du benytter dit headset til, selvom der naturligvis er tale om et ganske lille fysisk headset.

Plattan 2 BT er et fint, simpelt og æstetisk fikst lille headset, der heldigvis formår yderligere at styrke Urbanears voksende ry på et travlt marked. Der er alt det du skal bruge her, og hvis ikke prisen havde været en fordobling af den kablede version, og at der havde været flere farver at vælge imellem, så havde vi eventuelt kigger på noget ganske særligt. Det skal dog ikke tage væk fra, at Plattan 2 BT er en konkurrencedygtigt headset - det bliver spændende at se hvor Urbanears går hen herfra.

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.