Valve har for nylig løftet sløret for Steam Deck OLED, en revideret udgave af den succesfulde håndholdte med OLED-skærm, bedre batterilevetid, WIFI 6E og en række andre opgraderinger. Men selvom at dette er en betragteligt bedre konsol, som kommer til at udfase den originale udgave, så skal det ikke betragtes som en direkte efterfølger.
I et interview med Bloomberg fortæller Valve nemlig, at de fortsat arbejder på en "Steam Deck 2", men at denne først introduceres om et par år, som de tidligere har slået fast.
Ifølge Product Designet Lawrence Yang, så ville denne efterfølger levere "next-generation power", og med det hentyder han til en central opgradering af alle de interne komponenter.
Men denne er altså stadig to-tre år ude i fremtiden, og indtil da får vi så Steam Deck OLED.
