Personen, som ofte bliver omtalt som den bedste Halo-spiller i verden, trækker sig nu officielt tilbage fra spilserien og leder altså efter nye spil at kaste sig over. Dette blev annonceret på Twitter, hvor han skriver:
"For many reasons, I've decided it's time to stop competing and I'm currently looking for what is next in the eSports world for me."
Spilleren, vi taler om, er selvfølgelig Ogre 2, (hans tvillingebror er Ogre 1 men han forlod eSport-scenen for et stykke tid siden). Han ledte sit hold, Final Boss, til en af de mest fantastiske successer i eSportens historie. Final Boss formåede at komme i top 2 i 38 Major League Gaming Tournaments i træk og vandt hele 30 af dem.
De dominerede Halo-scenen under Halo 2, men var også store spillere i Halo 3, Halo 4 og Halo: Reach med mange vigtige sejre. Ogre 2 forlod senere holdet og blev den første spiller til at vinde National Championship i alle fire Halo-spil udgivet på det tidspunkt.
Ogre 2 startede også et nyt hold kaldet Counter Logic Gaming, der havde en ret stor succes i Halo 2: Anniversary og Halo 5: Guardians, men efter så lang tid føler Ogre 2 forståeligt, at det er på tide, han finder noget nyt at brillere i.
Vi ønsker ham al held og lykke i fremtiden og er sikre på, at han nok skal blive en værdig modstander i et hvilket som helst spil, han måtte vælge at deltage professionelt i som det næste.
Tak, Kotaku.