Vi anmelder anden sæson af Clarkson's Farm

Jeg føler hverken buh eller bæh for Jeremy Clarkson som person. Jo, jeg har fulgt med i Top Gear gennem årene, og dyppede tæerne i The Grand Tour, men jeg er hverken særligt investeret i hans succes, eller i det stik modsatte. Jeg tager kategorisk modstand til de komplet åndssvage ting han har skrevet gennem årene, og her inkluderer jeg så sandelig klummen om Meghan Markle, og synes hans stillingtagen til truende klimaforandringer og grøn omstilling i årevis har været skadeligt for udviklingen, og folkeånden.

Så hvorfor har jeg siddet klistret til skærmen nu gennem to sæsoner af Clarkson's Farm, der på sin vis placerer selvsamme mand jeg har et mildest talt græsk katolsk forhold til midt i skuddet 95% af tiden? Ja, det er svært at svare på. Måske er det fordi at underholdningsværdi ikke altid behøver at være ladet, måske er der bare visse koncepter, visse strukturer, visse sammensætninger der rammer en nerve?

Clarkson's Farm burde ikke fungere. Jeremy Clarkson er her foruden sine to faste Top Gear/Grand Tour-medværter, der er ingen Lamborghinier eller eksplosioner. Han er, med andre ord, alene, udsat, og han skal til og med forsøge at drive et kommercielt landbrug, og alt hvad det indebærer. Igen; det burde ikke ikke fungere. Men det gør det. Måske er det tilfældigt, måske er det fordi at det hold Amazon har sammensat til at tilrettelægge og filme er direkte geniale, eller måske er det fordi at det netop er denne tjans Clarkson i virkeligheden er født til at udføre - lige meget hvad er Clarkson's Farm genialt, investerende, rigt og underholdende fjernsyn, som har en sjov, sikkert utiltænkt sideeffekt at give en fornyet respekt for afgrøder, landbrugsdyr og det arbejde der udføres i forbindelse med produktionen af... ja, alt det vi tager for givet.

Clarkson har i mange år haft et større landsted i Chipping Norton nordvest for London, og i den anden sæson, der netop er landet på Prime Video, kører udfordringerne, de hjerteskærende øjeblikke og de små sejre videre for både Clarkson selv og hans loyale følge af skrappe lokale, fra landmanden Caleb til økonomen Charlie. Denne gang hærger der fugleinfluenza, kvægtuberkulose og stigende omkostninger som følge af et rodet Brexit, og Clarkson navigere i alt det her med mildest talt mangelfuld ynde, men et tilsyneladende ægte ønske om at... ja, skabe noget.

Naturligvis kigger man som seer altid efter sømmen i sådanne dokumentarserier, for at spotte hvor meget det hele er tilrettelagt, men for at være helt ærlig er der en ægthed over Clarkson's Farm, en autenticitet man ikke tidligere har set i Top Gear, og så sandelig ikke i det meget opstillede Grand Tour. Her kommer man helt ind på huden af et projekt, og følger op- og nedturene på langt mere investeret vis som resultat. Min kæreste Klara og jeg har siddet klistret til skærmen siden fredag, og sagt "f*ck" når kvien Pepper viser sig ikke at kunne blive drægtig, eller jublet når rapsoliehøsten har vist sig at give et solidt afkast.

Vi lader os normalt ikke investere så heftigt i landbrugsfjernsyn for at sige det lige ud, men har begge gange, med halvandet års mellemrum, følt en oprigtig forbindelse til de her relativt almindelige menneskers kamp for at kunne fortsætte med det de elsker, og samtidig bliver jeg nødt til at sige, at Clarksons entusiasme for faget smitter af til den helt store guldmedalje. Det gør ham hverken til et godt, eller et skidt, menneske, men det hjælper dog med at give ham en dimension ikke havde før midt i dækrøgen og den gjaldende genlyd af ordet "power".

Clarkson's Farm er bare, på mystisk vis, fandens godt fjernsyn, og det kan anbefales til alle der er lidt i villervaller over hvad de skal kaste deres kærlighed på. Det er, på sin vis, tomme kalorier, det er klart. Men engang imellem er det kun tomme kalorier, der kan gøre det.