Vi anmelder anden sæson af Lol: Den Der Ler Sidst

Jeg anmeldte den første sæson af den danske fortolkning af det efterhånden ret kendte "LOL"-format, hvor en række sjove, kendte skikkelser bliver stuvet sammen i et lokale i mange timer, og hvor der er én striks regel; du må ikke grine.

Det er en lettere gakket, og ret så klassisk, præmis, men som mildest talt overraskede alene i kraft af sin overvældende evne til at underholde. Jeg er ikke på den måde stor fan af game shows, heller ej reality, selvom jeg sagtens kan falde for det i ny og næ, og faktisk har jeg aldrig haft generel hang til dansk komik, naturligvis med en masse undtagelser. Med andre ord; jeg burde ikke være det oplagte "mark" for Prime Videos fordanskede udgave af LOL.

Men som I kunne læse sidste år, og nu her igen, så er der bare noget ved det her format der helt grundlæggende producerer storslåede, morsomme og ret ægte tv-øjeblikke, som er virkelig let at anbefale til stort set enhver.

Case-in-point - jeg har nu set begge sæsoner af LOL: Den der ler sidst sammen med både min kæreste og adskillige familiemedlemmer, og hele baduljen fandt det simpelthen hylende morsomt, og ikke nok med det; de fandt det alle interessant hvordan sjove mennesker ikke bare langsomt mister forstanden i et rum med et hav af andre sjove mennesker uden at måtte grine eller sågar smile, men hvordan de samtidig angreb hinanden og forsvarede imod diverse løjerlige påfund.

Det er naturligvis sagt med et smil på læben (pun intended), for det her er ikke noget taktisk spil som sådan, men der findes helt sikkert nogle der er mere aggressive i deres tilgang, og direkte ønsker at få andre deltagere i fedtefadet, samtidig med at du har dem holder sig mere i baggrunden, og kun angriber når de ser en åbenlys svaghed.

I år er det dog Rasmus Bjerg der placerer sig selv helt og aldeles på toppen af kransekagen, fordi den mand er så indædt morsom, at det halve kunne være nok. Han er aggressiv, han er kreativ med sine mange påfund og han er lille guldgrube på egen hånd for programmet, og ligesom Rasmus Botoft burde de forsøge at hive ham med igen næste år - hvis de andre tør at skulle op imod ham.

Det er ikke fordi programmet "gør" så meget mere end at danne en meget løs ramme for alle løjerne, og det er ikke fordi Sophie Linde gør så meget væsen af sig som vært, men det siger også bare enormt meget om hvor velkonstrueret selve kernen af programmet er. Det kan tåle lav produktionsværdig, en lidt intetsigende opsætning og et ujævnt galleri af komikere, skuespillere og deslige, fordi det er så sjovt at se de her mennesker febrilsk kæmpe for ikke at trække på smilebåndet.

Som traileren også afslører ser vi Mr. Poxycat vende tilbage og sågar Broder Salsa, det er virkelig et overflødigshorn, men mest af alt er det her bare... sjovt. Det er sjovt uden at der er en speciel grund til at det er det. Derfor kan jeg varmt anbefale LOL her i vintermørket.